Det har været et hårdt første kvartal for Volvo CE, som på verdensplan må se et fald i salget på 17 procent i forhold til samme periode 2019.

Det har generelt været en skidt afslutning på 2019 for mange af de store maskinproducenter på verdensplan, hvor salget hos blandt andre Caterpillar og Volvo CE har været nedadgående.

Samme tendens viser sig i Volvos netop offentliggjorte regnskab for 2020's første tre måneder. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er salget på 20,148 milliarder svenske kroner 17 procent mindre end samme periode sidste år, hvor salget var på 24,155 milliarder. Også ordreindgangen var dårligere med et fald på syv procent.

Coronakrisen får en del af skylden. Selvom man i Kina, der er verdens største marked for entreprenørmaskiner, så en øget efterspørgsel i slutningen af marts, har det ikke været nok til at redde udviklingen.

- Tiltagene til at stoppe spredningen af Covid-19-pandemien begyndte at påvirke vores produktion i Kina i februar og havde en alvorlig indflydelse i midten af marts, da vores globale forsyningskæde blev afbrudt, og produktionen blev stoppet i de fleste dele af vores produktion, lyder det fra Volvo CE's administrerende direktør, Melker Jernberg.

rich-media-2
Med et samlet fald på 17 procent i forhold 2019 var årets første tre måneder en hård omgang. Tabel: Volvo CE. 

Et lille lyspunkt

I Europa faldt salget med 25 procent i perioden, Nordamerika stod for et fald på 20 procent, mens det asiatiske salg, som er Volvo CE's største marked, var 10 procent mindre end sidste år.

I Afrika og Oceanien gik salget ned med 18 procent, men ét sted var der en positiv udvikling for svenskerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Sydamerika øgede man salget med to procent. Det er til gengæld også det klart mindste marked for Volvo, som i periode "blot" omsatte for 559 millioner svenske kroner i Sydamerika.

Tiden der kommer, bliver ikke nem, fortæller Melker Jernberg:

- Det er klart, at vi nu går ind i en hård periode, hvor både produktionsstop og lav efterspørgsel har en negativ indvirkning på vores rentabilitet. Når det er sagt, har vi tillid til, at vores kunder er aktive i virksomhederne, der er vigtige for samfundet, og at vores produkter og tjenester er afgørende for at opbygge bæredygtig infrastruktur for fremtiden.