HedeDanmark er med sin nye Mean Green Majoris med til at styrke Frederikssund Kommunes klimaindsats.

En professionel elektrisk klipper, der kan køre en hel arbejdsdag uden opladning, er ikke hverdagskost. Men det kan Mean Green Majoris, der er en zeroturnklipper med 152 centimeter klippebord.

Der kører hundredevis af dem i Europa og endnu flere i USA, hvor den kommer fra. Nu kører der også en rundt i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Maskinen kan arbejde syv en halv time i træk takket væ­re tre litiumbatterier, der hver klarer to en halv time. Vi har testet den grundigt for at være helt sikker, forklarer Karsten Fog, direktør for H.A. Fog A/S der er skandinavisk importør og også har solgt de første 10 maskiner i Sverige og en i Norge.

Hvert af de tre batterier har 10 celler, som kan udskiftes hver for sig, så hele batteriet ikke skal udskiftes, bare fordi én celle står af. Med undtagelse af styrtbøjle og foraksel er maskinen af aluminium, så vægten holdes under 500 kg. Det er ikke helt tilfældigt, for maskinen er udviklet af flyingeniører.

Foreløbig har H.A. Fog A/S taget tre modeller hjem. Udover Majoris er det ståmodellen Stalker, der mest er til kirkegårde, og den se­mi­profes­sionelle Nemesis, der kan klippe to en halv time, før den skal lades op. Mean Green har en hel række modeller i produktion, og den næste hos H.A. Fog bliver den store Evo-74 med 180 centimeter klippebredde.

En del af en grøn aftale

I HedeDanmark hænger indkøbet sammen med, at virksomheden har forlænget aftalen om at passe Frederikssund Kommunes grønne områder. En del af aftalen er at reducere CO2-udledningen de næste fem år. Hertil hører at udskifte benzindrev­ne maskiner til eldrevne.

- Vores erfaringer med maskinen er i sagens natur meget begrænsede, men det ser lovende ud, siger entrepriseleder Niels Fjord og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fordelene med os, støj og vibrationer kender vi, og der er også den vigtige CO2-besparelse, men vi skal også lære at bru­ge maskinen rigtigt. Der skal for eksempel væ­re ladestationer nok, så vi ikke skal køre for meget rundt med maskinen for at få den ladet op. Så forsvinder CO2-fordelen jo.

Niels Fjord har også høje forventninger til driftssikkerheden og glæder sig allerede nu over nogle af de tekniske finesser: at klippehøjden kan indstilles elektronisk fra førerpladsen og at maskinen registrerer, når græsset er for højt i forhold til hastigheden.