Genetableringen af Søborg Sø nærmer sig, og Naturstyrelsen har nu fastlagt søens størrelse og dybde.

Det er flere hundrede år siden, tørlægning af Søborg Sø begyndte. Sidst i 1800-tallet blev søen helt tørlagt, men de seneste år har man arbejdet på en genetablering til gavn for biodiversiteten.

De rådgivende ingeniører fra Niras har udarbejdet teknisk rapport for Naturstyrelsen, hvor der er taget højde for forskellige vanddybder kaldet vandspejlkote. Valget er faldet på en kote på en meter over havets overflade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Når koten 1,0 m vælges frem for en højere kote er det, fordi der skal etableres færre anlæg bl.a. forhøjelser af diger og veje. Det vil betyde, at påvirkningen af naboejendommene vil være mindre, og ferskvandsspecialister vurderer samlet, at det vil give den bedste biodiversitet i det nye vandområde", skriver Naturstyrelsen på deres hjemmeside.

Der foregår lige nu jordfordeling med de sidste 35 lodsejere, som bliver påvirket af genetableringen. Det er tredje omgang, og den ventes afsluttet midt i november. Naturstyrelsen håber, det er sidste omgang jordfordeling.

"Naturstyrelsen arbejder i øjeblikket på udarbejdelse af Miljøkonsekvensrapporten, som Miljøstyrelsen er myndighed på. Rapporten skal beskrive miljøforhold såsom natur, landskab, anlæg mv. Det forventes, at rapporten kan sendes i offentlig høring efter sommerferien, og at der afholdes offentligt møde i efteråret 2020. Når de endelige myndighedsgodkendelser er klar, kan projektet realiseres", skriver Naturstyrelsen.