OK20 sender gode penge i lønningsposen til byggefolkene, men de svageste grupper i branchen er stort set forbigået i aftalen om OK20, som nu skal til afstemning blandt medlemmerne.

Tirsdag morgen vågnede medarbejderne i byggeriet op til en ny overenskomst, men ikke den mange - især på arbejdstagersiden - havde håbet.

For hvor der umiddelbart ser ud til at være en masse i posen til de mere etablerede medarbejdere i branchen, er det helt store skisma; lavtlønsarbejderne, særligt de udenlandske. Sidstnævnte gruppe skulle have et gevaldigt løft via mindstelønnen, som skulle hæves med små 30 kroner i timen. Sådan lød 3F's ultimative krav umiddelbart før forhandlingerne med Dansk Byggeri gik i gang. Men det er blevet glemt eller måske nærmere fraveget som følge af corona-krisen. Formanden for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, forklarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi gik til forhandlingerne med et samlet krav om at hæve lønnen i bunden af vores overenskomster for at gøre noget ved de udfordringer, vi oplever i byggeriet med social dumping. Men vi står i en fuldstændig ekstraordinær situation. I dag er verden vendt på hovedet. Det ansvarlige og det rigtige er derfor at lande så god en aftale, som omstændighederne tillader. Det har vi gjort, siger lyder det.

Det skuffer mig voldsomt, at Dansk Byggeri ikke har villet være med til at løfte bunden for vores udenlandske kollegaer.

Lokalformand Niels Eliasen

3F Aarhus Rymarken

Overenskomstaftalen omfatter cirka 60.000 jord- og betonarbejdere, murere, murerarbejdsmænd, struktører, maskinførere, asfaltarbejdere, tagdækkere, stenhuggere, stukkatørere, brolæggere, stilladsarbejdere, industrilakerere, snedkere, tømrere, gulvlæggere, glarmestre, tagdækkere, tækkemænd med videre.

Skuffelse i Aarhus

Hos 3F i Aarhus Rymarken tager en noget klatøjet lokalformand telefonen, da Grøn teknik ringer. Niels Eliasen har været med til de sidste forhandlinger og er kommet hjem en gang i nat, forklarer han, og han er ikke just jublende lykkelig over resultatet af OK20.

- Det skuffer mig voldsomt, at Dansk Byggeri ikke har villet være med til at løfte bunden for vores udenlandske kollegaer. Når det er sagt, så er det økonomisk set en rigtig god overenskomst for vores danske kollegaer. Men det bliver samtidig dyrt for de virksomheder, der opfører sig pænt og ordentligt, forklarer han og afviser at spå om udfaldet af den afstemning, der er helt vital for at nå helt hjem med overenskomsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er svært at sige, hvorvidt den bliver stemt hjem. Det kan jeg kun gisne om, men det bliver ikke til citat, lyder det fra Niels Eliasen.

I lokalafdelingerne i Aalborg og Herning, som Grøn teknik også har fået fat på, afventer man en melding fra forbundet, før man udtaler sig. Men umiddelbart er stemningen ikke, at det bliver nogen nem overenskomst at lande hos medlemmerne.

Tilfredse arbejdsgivere

Hvorvidt overenskomsten bliver landet, må tiden vise. Men hos arbejdsgiverne i Dansk Byggeri, mener administrerende direktør Lars Storr-Hansen, at man fundet frem til en "ansvarlig aftale".

- Vi er tilfredse med, at det er lykkedes os at indgå en aftale om at forny vores overenskomsten i den vanskelige situation. Det er et udtryk for ansvarlighed, at vi har kunnet nå hinanden, siger han blandt andet.

- Vi håber nu, at de resterende overenskomstforhandlinger kan afsluttes så hurtigt som muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overenskomstaftalen løber i tre år. Forligene mellem Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen vil nu komme til at indgå i det mæglingsforslag, som forligsmanden ventes at fremsætte inden længe. Mæglingsforslaget skal til afstemning blandt arbejdsmarkedets parter, og resultatet ventes efter påske.