Velfungerende og komfortabelt maskineri er et must hos anlægsgartner i Gl. Hagested- og en del af personalepolitikken.

- Det betyder rigtigt meget, at mine medarbejdere føler sig godt tilpas på plæneklipperen. Og for firmaet, at vi er en arbejdsplads, hvor man ikke er ødelagt i ryggen efter en times arbejde med en gammel maskine, siger anlægsgartner Paw Frederiksmose i Gl. Hagested nær Holbæk.

Han er yderst tilfreds med sin Ferris IS 2100Z plæneklipper, som han har kørt med den seneste sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har en kunde med 16.000 kvadratmeter, hvor vi klipper 28 gange i løbet af en sæson. Det bliver til mange timer på plæneklipperen, og så betyder komforten og ikke mindst et godt sæde og superaffjedring, rigtigt meget.

Det er rart at kunne styre det hele fra computeren inde i kabinen, for det er jo sjældent godt vejr, når man er ude på opgaver med vintervedligeholdelse.

Paw Frederiksmose

Anlægsgartnerfirmaet Frederiksmose

Paw Frederiksmose køber i dag de fleste af sine maskiner hos sin lokale maskinhandler. Eller rettere, han leaser dem.

- Det er det nemmeste, så kender man sine omkostninger helt præcis, forklarer han.

Selvstændig siden 2013

Anlægsgartnerfirmaet Frederiksmose har Paw Frederiksmose drevet siden 2012, hvor han parallelt med sit arbejde som anlægsgartner, begyndte at bygge firmaet op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
Ferris plæneklipperen største fortrin er klippebordets store sugeevne, så den ikke efterlader striber. For føreren er det komfortable sæde og maskinens affjedring helt afgørende for et behageligt arbejdsmiljø.

- I 2013 blev jeg sommerfyret og siden da har jeg været min egen. I dag er der fast to mand ansat, og om sommeren en ekstra medarbejder. Mine kunder er både grundejerforeninger og private. Og både faste vedligeholdelsesopgaver og nye anlægsopgaver, forklarer han og nævner for eksempel, at han har vintervedligeholdelsen for Sportsbyen i Holbæk, et af de største idrætscentre i Skandinavien med et samlet areal på 47 hektar.

Udover de faste opgaver om sommeren, udfører Frederiksmose også vintervedligeholdelse.

- Hvis der overhovedet kommer noget sne eller frost, siger han med henvisning til færre opgaver i denne kategori på det sidste.

Computerstyret saltspreder

Til vinteren 2019/2020 anskaffede Paw Frederiksmose sig en ny Rauch Axeo 18.1 saltspreder.

- Fra kabinen kan man styre spredebredden og den præcise dosering af salt pr. kvadratmeter. Det er en stor bekvemmelighed for traktorføreren, men også vigtigt for miljøet, at der ikke spredes mere salt end nødvendigt på fortove og stier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Arbejdsbredden på Rauch Axeo 18.1 saltsprederen afgrænses ved hjælp af denne skærm, der reguleres via computeren inde i kabinen, viser Paw Frederiksmose.

På skærmen inde i førerkabinen taster Paw Frederiksmose for eksempel en mængde på 10 gram salt pr. kvadratmeter og en bredde på 1,6 meter, hvorefter der både er styr på det korrekte saltforbrug og bredden på stien eller fortovet, der skal saltes.

- Det er rart at kunne styre det hele fra computeren inde i kabinen, for det er jo sjældent godt vejr, når man er ude på opgaver med vintervedligeholdelse, siger han.

Paw Frederiksmose råder også over en mindre saltspreder af samme fabrikat.

Opgaver sommer og vinter

Netop opgaverne på de smalle stier og svært fremkommelige steder klares om vinteren med en fiks Yanmar YT 235 traktor.

- Det er stadigvæk en lille traktor, der kan komme ind de fleste steder. Men den har lidt flere kræfter end den, jeg havde tidligere, og så er den støjsvag inde i kabinen, fortæller Paw Frederiksmose.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-7
Yanmar YT 235 er i den grad en helårsmaskine. Om vinteren med kost og saltspreder, om sommeren er den helt ideel til stennedfræsning ved anlæggelse eller omlægning af græsplæner. Begge dele udgør centrale arbejdsopgaver for anlægsgartnerfirmaet Frederiksmose.

Den smalle kompakttraktor anvendes om sommeren til stennedlægning, når der skal anlægges græsplæner.

- Den stennedlægningsfræser, jeg anvender, kræver lidt flere kræfter, og det har jeg fået med den nye Yanmar YT 235. Jeg kan komme ind de fleste steder med traktoren, der har firehjulstræk, og er i brug til forskellige opgaver året rundt.

Foretrækker leasing

Efter en forsigtig start, hvor den unge anlægsgartnervirksomhed kom i gang ved at anvende ældre brugte maskiner er Paw Frederiksmose nu stærkt tilfreds med at have en opdateret maskinpark med fortrinsvis nye maskiner, der alle er købt hos den lokale maskinforretning.

- Jeg har også en anden traktor til de lidt større opgaver som for eksempel at køre med den store Rauch saltspreder.

- Og selv om jeg mest arbejder her i lokalområdet, med lidt vintervedligeholdelse i Københavnsområdet som eneste undtagelse, flytter vi oftest maskinerne på trailere. Det betyder, at hver medarbejder har en stor kassevogn med til sit værktøj og til at trække den redskabstrailer, vi flytter maskinerne rundt med, forklarer Paw Frederiksmose.