Derfor har foreningen Groundsmen Association Denmark indledt et nyt samarbejde med Maskiner Under Broen i håb om at finde nye kandidater og robotter.

Groundsman Knud Høeg Rasmussen, som er med i GADs bestyrelse og til dagligt varetager plæneplejen i Kolding Kommune som entrepriseleder i Entreprenørafdelingen, tager en solid håndfuld medarbejdere med til Maskiner under Broen til august.

- Det er jo ikke mig selv, som skal arbejde med disse maskiner. Det skal piloterne, og derfor skal de selvfølgelig med ud og undersøge udvalget. Og hvis vi slet ikke tog afsted, ville vi jo ikke have fingeren på pulsen af den rivende teknologiske udvikling, men ville måske bare ende med at købe fra den producent, som har den mest aggressive sælger, understreger Knud Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter Maskiner under Broen 2018 endte afdelingen med at købe en pakke på fire maskiner, som de alle havde haft hjemme på prøve, og i år fortæller Knud Rasmussen, at han især er udfordret på to problematikker: Skråningspleje og muligheden for at klippe store arealer med ensartet, højt niveau.

Vi mærker, at der er en stor efterspørgsel efter den viden, som vi stiller til rådighed.

Groundsman Knud Høeg Rasmussen

Bestyrelsesmedlem i GAD

Vil have flere på banen

GAD indgår dog ikke i samarbejdet udelukkende for at samle og hjælpe landets groundsmen med at vælge de rigtige maskiner. Der er nemlig for få groundsmen i Danmark, så foreningen er også på pletten for at sikre, at flere vælger den karrierevej.

- Uddannelsen er jo ikke så gammel, men der er ingen tvivl om, at vi groundsmen har løftet kvaliteten i fodbold-Danmark enormt i de seneste år, og vi mærker, at der er en stor efterspørgsel efter den viden, som vi stiller til rådighed. Bedre baner giver bare bedre bold. Men for at man skal kunne lave bedre baner, er man nødt til at vide, hvad man skal gøre helt konkret. Og for at vide det skal man være bedre uddannet, fortæller Knud Rasmussen, og derfor vil GAD have stand på Maskiner under Broen 2020 for at få flere fagfolk til at videreuddanne sig, men også skubbe på for, at de flere unge skal vælge at blive groundsmen og ikke først opdager muligheden, efter de har færdiggjort en anden uddannelse.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at den eneste grønne maskinmesse i 2020 kommer til at vrimle med hele viften af grønne fagfolk.