Der bliver mere at se på for græsspecialister i Middelfart.

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Det gamle ordsprog kommer for alvor til sin ret, når det gælder Maskiner under Broen 2020.

Arrangøren Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg har således netop aftalt med Danish Greenkeepers Association (DGA) og Groundsman Association Denmark (GAD) at styrke samarbejdet mellem de tre foreninger, så flere fagfolkene kan komme hjem med endnu mere solid, ny viden og inspiration i bagagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Maskinleverandørerne er formand Niels Kirkegaard glad for, at de to foreninger kan se pointen i at styrke netværket mellem de grønne fagfolk og landets maskinproducenter og -leverandører.

- Der er mange fordele for alle parter, eksempelvis har golfområdet mange andre opgaver end bare plænepleje. Også transport af jord, vedligehold af skråninger, klubhusets udeområder, belægninger, banens skovbryn og lignende kræver en masse udstyr og maskiner, som man ikke finder på en smal udstilling for én faggruppe. Så jeg kan love, at de grønne fagfolk går ikke glip af noget ved, at man har samlet alt på Maskiner under Broen. Man får mere til, fortæller Niels Kirkegaard.

Greenkeepere i flok

Både greenkeeperne og groundsmen spiller i år en meget aktiv rolle i at udvælge, hvilke emner der skal præsenteres på messens Miniseminarer, som fokuserer på at give konkret og brugbar viden til fagfolk på 45 minutter. Her fortæller formand for DGA, Jesper Kristensen, at især emner som dræning, nye pesticidkrav, robotteknologi og - naturligvis - græspleje, er på tapetet netop nu.

- Er der noget, som golfbanen ikke kan undvære i disse år, så er det videbegærlige fagfolk, der har overblik over tidens overvældende mange muligheder indenfor maskiner og udstyr. Derfor opfordrer jeg også til, at man tager afsted så mange folk som overhovedet muligt. Hos Værløse Golfklub, hvor jeg er chefgreenkeeper, kommer vi alle mand. Jo bedre maskinløsning du vælger, jo flere faglige timer frigiver du, og derfor har du brug for at få det fulde overblik over mulighederne. Og det dur ikke at tage af sted én mand. Du har også brug for at vide, hvad dit mandskab mener om maskinerne, fortæller Jesper Kristensen, som er tilfreds med beslutningen fra 2018, hvor man valgte at gøre greenkeepernes specialmesse DGA-demo til en integreret del af den bredere maskinmesse i Middelfart.