Ifølge producenten er den nye, terrængående transporter den mest komfortable nogensinde fra fabrikken.

John Deere er særdeles begejstrede for deres nye Premium model XUV 865R Gator, som de kalder den mest komfortable model, der nogensinde er produceret i selskabets populære sortiment af terrængående transportere.

Denne dieseldrevne model på 23 HK kommer med en bred vifte af ekstra tilbehør, og standardspecifikationerne inkluderer konstant variabel transmission med "on-demand" firhjulstræk, servostyring, uafhængigt ophæng på alle fire hjul samt et elektrisk system forberedt til tilbehør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den lydsvage kabine har sæder i kvalitet som bilsæder til op til tre personer ved terrængående kørsel samt letbetjente dørhåndtag, forrude som kan åbnes helt og et effektivt varme-, ventilations- og airconditionsystem.

Redesignet kabine

Derudover er kabinen udstyret med et lækkert flødebrunt indtræk, som er blevet omdesignet i en mere ergonomisk fordelagtig retning, med brugervenlige betjeningselementer centralt placeret på instrumentpanelet.

Taget leder vandet til yderkanterne, og både de kraftige frontlygter og baglygterne er placeret under tagkanten, hvor de sidder godt beskyttet.

R-modellens specifikationer omfatter desuden en komplet lukket kabine med standardtilbehør som justerbart 40/60 bænkesæde, justerbart rat, solskærme, vinduesvisker/vasker samt ledningsføring og stik til brug af tilbehør samt LED-lygter med fjernlys og nærlys.

854 ccm dieselmotor

XUV 865R Gator er drevet af en 854 ccm 3-cylindret væskekølet OHV dieselmotor, der yder 23 HK ved 3600 o/min med en tophastighed på 50 km/t i det høje gearområde. 4WD-systemet har et automatisk låsende frontdifferentiale og elektronisk vippekontakt på instrumentbrættet for let betjening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Køretøjets ramme suppleres af uafhængigt ophæng på alle fire hjul. Dette sikrer en behagelig køreoplevelse og optimale egenskaber i et krævende terræn.

Det alsidige luksuslad er udført i et robust kompositmateriale, som er støjreducerende og rust- og buleresistent. Transportladet kan let konverteres til helt fladt lad, hvor ladsiderne afmonteres, og har en lastkapacitet på 454 kg, mens køretøjets trækkapacitet er på 900 kg, og nyttelasten er på 680 kg.

For at øge alsidigheden kan den nye John Deere XUV 865R Gator udstyres med en bred vifte af tilbehør lige fra sneskraber til spil, og den er desuden udstyret med en stor 42-liters brændstoftank, så du kan køre længere mellem optankningerne.