En allerede gældende partnerskabsaftale mellem Herlev Kommune, Danske Anlægsgartnere og Roskilde Tekniske Skole er både blevet fornyet og udvidet.

Herlev Kommune, Danske Anlægsgartnere og Roskilde Tekniske Skole har - igen - indgået en partnerskabsaftale, som skal skaffe unge til den grønne branche. Aftalen betyder, at elever allerede i folkeskolen bliver inddraget det lokale erhvervsliv, så det sikres, at folkeskoler og erhvervsliv har godt kendskab til hinanden. Aftalen har også fokus på tidligere skoleelever, da partnerskabet også ønsker at række ud efter voksne med information om mulighederne inden for det grønne område, samt give støtte til ufaglærte og ledige i op- og omkvalificering.

Nyt medlem

De tre partnere i aftalen har denne gang fået følgeskab af et fjerde medlem. Det drejer sig om OKNygaard, der er en af Danmarks største anlægsgartnervirksomheder. Her ser man frem til samarbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Faglig stolthed giver bedre opgaveløsning. Vi har over 120 elever og lærlinge i virksomheden og har svært ved at få nok. Derfor skal vi ud i folkeskolerne og fange de unges interesse, fortalte direktør Kim Aaskov.

Folkeskoleeleverne i Herlev Kommune vil i undervisningen konkret komme til at lave produkter og prøve kræfter med praktiske opgaver inden for det grønne område gennem deres skoletid. Gennem praktisk erfaring vil de både få lærerige oplevelser, få skabt nysgerrighed og blive bedre rustet til valget af ungdomsuddannelse. Samtidig skal de og deres forældre have kendskab til karriere- og videreuddannelsesmuligheder med en grøn uddannelse.

Rygtet spreder sig

Partnerskabet har allerede skabt opmærksomhed om de grønne fremtidsmuligheder, og hvorfor stoppe når legen er god?

- Det er sjovt, når det lykkes med samarbejdet omkring elever og rekruttering. Ordet om det gode projekt er begyndt at sprede sig. Det formaliserede samarbejde er væsentligt, og det er tredje gang, vi genbekræfter aftalen. Samarbejdet med Herlev Kommune fungerer fint og bidrager til at give folkeskoleelever gode grønne oplevelser og til at synliggøre, at vi er mere end en regional skole, udtaler Roskilde Tekniske Skoles direktør Jesper Østrup.

Den nye aftale gælder for perioden 2020-2021. Samlet set dækker partnerne Herlev Kommunes unge, fra de begynder i folkeskolen over i en ungdomsuddannelse, til de kommer ud på arbejdsmarkedet.