Som det første byrum modtager det ambitiøse skybrudsprojekt Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen hovedprisen Årets Arne. Initiativprisen Lille Arne tildeles det frivillige projekt Sydhavnens Folkemøde.

Fredag aften blev klimatilpasningsprojektet Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen tildelt prisen Årets Arne for at være et ambitiøst eksempel på et byrum, der skaber en sammenhæng mellem naturbaseret klimatilpasning og rekreative mødesteder for byens mennesker. Københavns nye naturbaserede byrum er designet af SLA, der har anført et team bestående af Niras, Viatrafik og entreprenør Ebbe Dalsgaard for bygherren Københavns Kommune og Hofor. I SLA er man stolte over anerkendelsen fra fagfællerne.

- Det er en stor ære at modtage Årets Arne blandt så kompetent et felt af nominerede kollegaer og kandidater. At vi modtager prisen, er en tilkendegivelse af, at byrum, ny natur og øget biodiversitet er en essentiel del af løsningen på de urbane udfordringer. At det er vores fagfæller, der peger på os som modtagere, er nok den største anerkendelse, man kan opnå, siger arkitekt MAA Stig L. Andersson, grundlægger og designdirektør i SLA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nytte og æstetik

I begrundelsen lægger juryen blandt andet vægt på, at projektet griber fat i det meget aktuelle problem med konsekvenserne af klimaforandringerne. Samtidig er Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen et tydeligt eksempel på, hvordan arkitekturen kan bidrage til en positiv udvikling af København og løse nogle af de udfordringer hovedstaden står over for.

- Igennem en udpræget tværfaglig tilgang har teamet formået at stille en arkitektonisk idé forrest i arbejdet med byens basale infrastruktur. Dermed er det lykkedes at fastholde dette alsidige projekt med utallige involverede aktører i en helhedstænkning, som trænger tydeligt igennem i det endelige værk, lyder det i dommerbetænkningen.

Lokalt fællesskab hædret

Ud over hovedprisen uddelte Arkitektforeningen København også initiativprisen Lille Arne til det frivilligt drevne projekt Sydhavnens Folkemøde, der vil skabe mere lokal indflydelse på byudviklingen af Københavns Sydhavn. Juryen roser blandt andet projektet for at skabe et håb for en mere demokratisk struktur for byudviklingen i fremtiden samt give en ny betydning til arkitekters rolle i de processer.

rich-media-2
Det frivilligt drevne projekt Sydhavnens Folkemøde, der vil skabe mere lokal indflydelse på byudviklingen af Københavns Sydhavn er blevet hædret for engagementet. Foto: Sydhavnens Folkemøde.

- Vi er meget glade og stolte over den anerkendelse og værdsættelse, som vi oplever, at prisen Lille Arne er udtryk for. Jeg er som arkitekt særligt glad for, at min branche forstår, at dette forum er skabt som en platform, der skal oplyse alle parter i byudviklingen om deres magt og ansvar, siger arkitekt MAA, initiativtager og forperson for Sydhavnens Folkemøde Rikke Rohr og uddyber:

- Sydhavnens Folkemøde har en vision om at være den åbne platform, hvor de komplekse forhold omkring byudvikling sammenstilles, så vi på tværs af roller som borgere, bygherrer, embedsmænd, politikere og fagfolk kan finde frem til gode langsigtede løsninger og sammen højne kvaliteten i byudviklingen fremover.