Der bør skeles til både bydeles og ghettoers særpræg og historie, når fornyelsesprojekter sættes i søen.

NYBORG: Man kan vælge at genbruge ensartede løsninger, når man indretter nye byrum eller fornyer hele bydele, men det kan ikke tilrådes ifølge direktør i Dansk Byplanlaboratorium Ellen Højgaard Jensen.

Det var i hvert fald én af de ting, der stod klart for hende i minutterne efter afslutningen på konferencen Byens Gulv 2020 på Nyborg Stand onsdag 29. januar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På vej i bilen vil jeg komme til at tænke over, om vi er ved at gentage fortidens fejl, når vi fornyer byrum og bydele. Vi skal ikke bare rive ned og starte forfra og lave samme løsninger overalt. Vi skal gå til projekterne hver for sig. Tag for eksempel vores ghettoer. Kan vi lade noget stå og skabe nye forbindelser og genbruge bygninger, materialer eller områdernes særpræg, fortalte hun, da røgen fra konferencen var ved at lette.

Hun henviste til et eksempel fra Rotterdam, som dagens sidste oplægsholder, Cees van der Veeken, Lola Architects, fortalte om. Bydelen Noord i den store hollandske havneby har et skidt ry. Nu planlægger man at give bydelen et markant løft indretningsmæssigt, og i det projekt indtager fodboldklubben Feyenoord en vigtig rolle. Midt i bydelen vil de bygge et nyt stadion og rundt om skal de offentlige byrum også nyskabes. I stedet for at være en bydel man går i en bue udenom, skal det blive et yndet udflugtsmål for byens borgere. Det skal legepladser, grønneområder, steder at spise medvirke til.

På vej hjem i bilen kunne Ellen Højgaard Jensen også se tilbage på en dag, hvor byplanlæggere, landskabsarkitekter, anlægsgartnere, leverandører af beton og cement og andet godtfolk var stimlet sammen.

- Det har været en spændende dag, hvor der har været deltagere lige fra dem, der lægger de enkelte sten, til repræsentanter fra store byudviklingsprojekter i udlandet. Konferencen her er vigtig, for skal vi skabe gode byrum, skal vi mødes på tværs af faggrupper, sagde hun.

Bag Byens Gulv 2020 stod de tre hovedarrangører: Dansk Byplanlaboratorium, Belægningsgruppen - Dansk Beton og Københavns Universitet - sektion for Landskabsdarkitektur og Planlægning. Temaet i år var "HVERdagens GULV", fordi fortove, fliser, gader og stræder ofte overses og træder i baggrunden for store byfornyelser. De mere jævne og almindelige belægninger, spiller dog en kæmpe rolle, da de benyttes af alle hver dag.