Har man hele organisationen med, kan kommunerne herhjemme både motivere og gå forrest i jagten på bedre biodiversitet.

NYBORG: - Mange ser Aalborg som en by med meget havn og gammel industri, lød det onsdag fra biolog i Aalborg Kommunes By- og Landsskabsforvaltningen, Park & Natur, Catrine Jensen, som holdt et indlæg på konferencen Byens Gulv.

Sammen med kollegaen parkforvalter Allan Kristoffersen kunne hun fortælle, hvordan kommunens medarbejdere i perioden 2008-2013 lavede 12.000 besigtigelser, hvor naturen og biodiversiteten måske kunne få bedre vilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det store arbejde mundende ud i biodiversitetsstrategien "Rig natur i Aalborg Kommune", som blev vedtaget i 2017.

Vi skal være gode til at fortælle, hvad vi gør, ellers tror mange folk bare, at vi er dovne og ikke lave andet end nedskæringer.

Biolog Cathrine Jensen

Aalborg Kommunes By- og Landsskabsforvaltning

- Alle vil gerne redde sommerfuglen, men hvordan? Vi reviderede en gammel naturpolitik, som vi gjorde til konkrete og realiserbare mål. Vi skal have 17 procent natur i 2025, vi har 14,5 procent i dag, fortalte Catrine Jensen.

Ringe i vandet

For at nå natur-målet er det ikke kun kommunen, som skal på banen, men kommunen kan gå foran som grundejer, meningsdanner, beslutningstager og motivator.

- Vores projekter redder ikke hele kommunens eller nationens problem med presset biodiversitet, men det er med til at skabe opmærksomhed, og det kan bane veje for projekter i stor skala eller små hjemme i private haver, sagde Cathrine Jensen og tilføjede, at hun og kollegerne tilbyder inspirationsbesøg og gode råd til boligforeninger og private firmaer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er mening med galskaben

For parkforvalter Allan Kristoffersen er det vigtigt at fremvise, hvordan parker og naturområder kan bruges til bevægelse, aktivitet, afstresning og samtidig gavne biodiversiteten. Det ene udelukker ikke det andet.

- Vi forsøger at måle, om vi bevæger os lige så meget, som vi gerne vil. Vi har et system, som skal sørge for, at vi laver 20 aktiviteter om året - to aktiviteter pr. planområde pr. år, men også at vi når vores mål med at plante 3 procent flere bytræer hvert femte år, sagde han.

Som en betydelig del af det offentlige system, mener de to natur-medarbejdere, at kommunerne har et stort behov for at kommunikere til indbyggerne, hvad de har gang i.

- Vi skal være gode til at fortælle, hvad vi gør, ellers tror mange folk bare, at vi er dovne og ikke lave andet end nedskæringer, forklarede Cathrine Jensen.

Et opfindsomt påhit er "ejendomsmæglerskilte", der eksempelvis fortæller: "Vi opfører et insektbo". Det viser, at det er meningen, når en bunke grene og træer har fået lov at ligge og gå til af sig selv. Det er ikke en forglemmelse af kommunens grønne medarbejdere. Det er et forsøg på at giver nogle af naturens små medlemmer bedre levebetingelser. Der er mening i galskaben.