Det skal være slut med, at store entreprenører udnytter lange betalingsfrister på bekostning af mindre firmaer.

I Danmark opstår der alt for ofte situationer, hvor for eksempel en lille underentreprenør ikke kan få sine penge hjem fra de større virksomheder, inden der er gået 90 dage efter endt arbejde. Men det skal være slut nu. Det mener vicedirektør i SMVdanmark Jakob Brandt, som har indgivet et forslag til erhvervsministeren, hvor han lufter et ønske om en betalingsfrist på 30 dage for alle.

- Det ligger på Simon Kollerups bord. Nu mangler vi bare, at embedsmænd og politikere tager armlægningen med de store virksomheder og kommer i mål med en løsning, fortæller han og understreger, at når det offentlige køber en tjeneste eller et produkt, er betalingsfristen altid 30 dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men når private virksomheder handler med hinanden, bruger de store virksomheder i stigende grad de små som en ekstra kassekredit - for der er masser af penge at hente i at udskyde betalinger, lyder det fra Jakob Brandt. Derfor er de større virksomheder også fodslæbende, når det kommer til at ændre på praksis.

Det er ikke vores oplevelse, at de større firmaer kan styre ad frivillighedens vej - ikke når det som her kommer til pengepungen.

Vicedirektør Jakob Brandt

SMVdanmark

De små går på røven

Men det er decideret samfundsskadeligt, når betalingerne ikke falder. Det hævder vicedirektøren, som henter argumentation i en tværgående europæisk undersøgelse. Den viser, at 25 procent af samtlige konkurser EU kan henføres til forsinket betaling.

- Vi har virksomheder, som oplever at skulle afregne moms af en bogført indtægt, som stadig er i restance. Det kan ikke være rigtigt, påpeger Jakob Brandt, som mener, at et indgreb er yderst ukompliceret.

- Man kvæler vækstlaget af små virksomheder ved ikke at foretage sig noget på det her område. Og det er tosset set fra et samfundsmæssigt perspektiv, for de fleste arbejdspladser bliver skabt i de små- og mellemstore virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frivillighedens vej virker ikke

Derfor håber Jakob Brandt også, at man ændrer loven så betalingsfristen er hugget i sten - 30 dage og ikke længere. Og ikke noget med frivillighed, som også har været på bordet.

- Det er ikke vores oplevelse, at de større firmaer kan styre ad frivillighedens vej og etablere en CSR-politik, som gavner underentreprenøren - ikke når det som her kommer til pengepungen. Der kører man til lige lovens grænse og ikke kortere, siger direktøren og henviser til Frankrig, hvor fristen er 45 dage for alle betalinger mellem virksomheder.

- Hvis de kan få det til at virke sydpå, kan vi også herhjemme, lyder det.

Senest, der blev ændret i betalingsfristerne til glæde for de små virksomheder, var det faktisk EU som trådte til. I 2013 blev direktivet "Late payment" indfaset, hvor betalingsfristen blev sat til 60 dage. Men som følge af, hvad der bedst beskrives som juridisk fiksfakseri, ses den i Danmark oftest stige til 90 dage.