Østjyllands Politi har rejst tiltale mod fire personer og to virksomheder i en sag, hvor en tidligere ledende medarbejder i Aarhus Kommunes entreprenørafdeling har været sigtet for modtagelse af bestikkelse.

I 2016 begyndte en bestikkelsessag fra Aarhus at rulle. En daværende topchef i kommunens Teknik og Miljø blev efter mediedækning fyret og politianmeldt af Aarhus Kommune for sin ageren som chef for entreprenørafdelingen Natur og Vejservice.

Godt tre år efter, er anklagemyndigheden klar med tiltaler i sagen. Fire personer og to virksomheder er tiltalt i sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Parterne i sagen er enten tiltalt for at modtage eller yde bestikkelse i form af forskellige sponsorater og gaver, forklarer specialanklager i Østjyllands Politi, Jesper Rodkjær.

Det drejer sig om to virksomheder fra henholdsvis Østjylland og Nordjylland samt fire personer fra Nordjylland, Sønderjylland og Østjylland. I alt er der 10 punkter på anklageskriftet, hvoraf syv omhandler bestikkelse og tre mandatsvig.

Den tidligere chef i kommunen har ifølge anklageskriftet, som Århus Stiftstidende har fået aktindsigt i, modtaget personlige gaver, ligesom han har skaffet sponsoraftaler fra afdelingens leverandører. De er gået til badmintonklubben Triton Aalborg, hvor den tiltalte var bestyrelsesmedlem og medlem af klubbens sponsorudvalg.

Maskinhandler tiltalt i sagen

Sponsoraftalen til badmintonklubben var, ifølge Stiftens oplysninger, på i alt 217.500 kroner. De kom fra maskinforretningen S.D. Kjærsgaard. Den nordjyske maskinhandler var storleverandør af traktorer og andre maskiner til Natur og Vejservice.

S.D. Kjærsgaard er også tiltalt for i fem tilfælde at give gaver i form af koncert- og festivalbilletter til den tiltalte fra Aarhus Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg blev meget forbavset, da anklageskriftet tikkede ind i min e-Boks dagen før nytårsaften. Vi vandt en ordre til Aarhus Kommune i 2010, fordi vi var billigst, og først senere blev vi sponsor i Triton. Jeg har ikke været skarp nok til at skelne mellem en offentlig og privat virksomhed, når det kommer til relationspleje, og det har ført til selvransagelse i virksomheden, siger Palle Kjærsgaard til Nordjyske.

Grøn Teknik har forsøgt at få fat på direktør Palle Kjærsgaard, som selv er blandt de tiltalte i sagen. Det er ikke lykkedes at få en kommentar inden deadline.

Flere sigtelser frafaldet

Undervejs har i alt 19 personer og virksomheder været sigtet i sagen for forskellige forhold. I flere af sagerne har politiet frafaldt sigtelsen, da det er blevet vurderet, at der ikke kan føres det tilstrækkelige bevis for, at der har været tale om bestikkelse.

- Det har været en omfattende og kompleks efterforskning, hvor der er blevet gennemgået et meget stort materiale. Sagen har i flere omgange været forelagt statsadvokaten, fordi den også rent juridisk er kompliceret. Jeg er tilfreds med, at vi nu har et anklageskrift klar, så alle parter kan få en afklaring i retten, siger anklageren.

Det er endnu ikke afklaret, hvornår retssagen skal finde sted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nærmere indhold af anklageskriftet vil anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi ikke kommentere på, før retssagens begyndelse.