Til marts kan du i Odense blive opdateret på maskiner og specialværktøj, sikkerhed i gylletanke, batteridrevne maskiner, personalealarmer og sikkerhedsudstyr og meget mere.

DM&E afholder til marts arbejdsmiljøkonference 2020. Konferencen, der løber af stablen for anden gang, er for alle, som arbejder i de grønne erhverv.

Hovedtemaet i år er "Den gode arbejdsplads", og fokus vil være på at få tænkt arbejdsmiljø ind i dagligdagen. Deltagerne kan høre indlæg, deltage i workshops og se udstillinger med alt hvad man kan bruge til at forbedre virksomhedens arbejdsmiljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdsglæde og nærvær

Forfatter og stressrådgiver Storm Stensgaard åbner konferencen med et oplæg om arbejdsglæde, og skuespiller og foredragsholder Jens Arentzen fortæller om, hvordan god kommunikation og nærvær har betydning for relationerne på en arbejdsplads.

Emnerne er mange og forskellige, og man vælger oplæg ud fra egne interesser. Lær bl.a. hvordan man skaber det optimale samarbejde i virksomheden og kommunikerer, selvom man har travlt og har arbejdet i mange timer.

Der er også fokus på sikkerhed, og som noget nyt kan du høre lyd konstrueret ud fra en virkelig arbejdsulykke, mens de involverede fortæller, hvordan ulykken skete.

Mange ulykker

De grønne erhverv er en af de mest farlige brancher, og bl.a. derfor er det vigtigt med øget fokus på arbejdsmiljø. Statistikken viser, at der generelt sker flere arbejdsulykker i de grønne erhverv sammenlignet med andre brancher (arbejdstilsynet). Vi skal derfor blive bedre til at tale om sikkerhed, så det bliver en naturlig del af vores hverdag på arbejdspladsen.

- Man skal deltage i konferencen, fordi vores branche er en af de mest farlige. Det er vigtigt, at man tænker sig om, når man går på arbejde og taler sammen om arbejdsmiljø, så man også kan gå på arbejde i morgen, fortæller Claus Clemmensen, chefkonsulent i DM&E Skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdsmiljøkonferencen finder sted onsdag den 4. marts 2020 i Odense Congress Center.