Vejdirektoratet iværksætter nu et forsøg med øget biodiversitet med flere blomster langs vejrabatterne.

Vejdirektoratet sår blomsterfrø - blandt andet farvestrålende kornblomster, valmuer og trævlekroner, men også spinkle blåklokker og tjærenelliker - på et jordstykke på 3000 kvadratmeter midt i et tilslutningsanlæg på den københavnske vestegn.

- Vi arbejder på tværs af ministerierne med at løse de store miljø- og klimaudfordringer, vi står over for nu og i fremtiden. Det gælder også på transportområdet. Derfor ser jeg meget positivt på Vejdirektoratets forsøg med at skabe en bedre biodiversitet i vejrabatterne, som kommer ikke alene bier og insekter til gavn, men som også er et lille og forhåbentlig effektivt skridt i den rigtige retning mod en grønnere verden, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rammerne for forsøget bliver et jordstykke inde midt i motorvejskrydset mellem Motorring 4 og Frederikssundmotorvejen syd for Ballerup.

Til næste forår, når planterne er spiret frem, vil Vejdirektoratets biologer undersøge bestanden af insekter og bier på stedet.

- Det er vores forhåbning, at vi til foråret vil møde et blomsterbed, der myldrer af liv, siger biolog Christina Steenbeck fra Vejdirektoratet.

I de kommende måneder vil Vejdirektoratet derudover foretage en nærmere analyse af det overordnede vejnet for at finde andre græsrabatter, hvor vi kan så vilde blomster og dermed skabe flere blomstrende vejkanter herhjemme til gavn for naturens liv og det samlede økosystem.