Nyslåede landskabsarkitekter fra Københavns Universitet giver deres bud på alt fra regnvandshåndtering over mødet mellem by og industri 4.-11. oktober.

Klimasikring, fysisk og psykisk velvære og sammenhængskraft. Der er nok at tage fat på for fremtidens landskabsarkitekter. Heldigvis har de nyslåede kandidater fra Københavns Universitet mange gode bud på, hvordan landskabsarkitekturen kan transformere fremtidens udfordringer til morgendagens potentialer. 4. - 11. oktober kan alle interesserede få syn for sagen og opleve et udvalg af årets afgangsprojekter på Landskabsarkitekternes Afgangsudstilling 2019. Udstillingen kan opleves i Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg.

Udstillingen viser fagets mangfoldighed

De udstillede projekter adresserer en lang række forskellige emner og berører alt fra regnvandshåndtering, fremtidssikrede beplantninger, mødet mellem by og industri, landskaber i almene boligbebyggelser, promenader og havneprojekter i flere forskellige europæiske byer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mikkel Eye er en af de nyslåede landskabsarkitekter og en af de mange frivillige, der har knoklet for at stable udstillingen på benene.

- Med afgangsudstillingen sætter vi fokus på landskabsarkitekturen og dens potentialer for at adressere en række af de presserende udfordringer, verdenssamfundet står overfor. Vi ser udstillingen som en oplagt mulighed for at fremvise vores kunnen over for dem, der måtte besøge afgangsudstillingen. Ved flere lejligheder har dette været den direkte årsag til ansættelse på tegnestuer og i kommuner, fortæller Mikkel Eye med et forventningsfuldt glimt i øjet.

Det er tredje år i træk, at Landskabsarkitekternes Afgangsudstilling afholdes. Udstillingen er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Danske Landskabsarkitekter, FLS, Frederiksberg Destilleri, Frederiksberg Fonden, Haveselskabet, JA, LAF, Park- & Naturforvalterne og byrums-inventarvirksomheden Vestre.

Der er åbningsreception fredag den 4. oktober kl. 17.00. Udstillingen er dagligt åben mellem 10-17.30 (Onsdag den 9. oktober dog kun til klokken 15).