Energikoncernen Verdo har købt Randers Sønderskov med det formål at beskytte området mod råstofudvinding og andre aktiviteter, der potentielt ellers kunne forurene grundvandet.

Vandet i vandhanerne i Randers Syd skal også i fremtiden forblive fri for olierester, opløsningsmidler og andre kemikalier. Det er baggrunden for, at Verdo Vand A/S har opkøbt skovområdet af Naturstyrelsen, lyder det fra Peter Nordahn, der er vandforsyningschef hos Verdo.

- Der er flere grunde til, at vi har købt skovområdet. Den primære grund er, at vi vil beskytte vores kildeplads ved Vilstrup Vandværk. Vi har fire vandboringer, der årligt pumper cirka 350.000 kubikmeter vand op fra vandreservoirer under Randers Sønderskov. Det betyder, at små 10.000 borgere får vand herfra. For at beskytte grundvandet, er vi nødt til at sikre, at Randers Sønderskov forbliver en skov, og det kan vi bedst sikre, hvis vi selv ejer skoven, siger Peter Nordahn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verdo prioriterer vandkvalitet

Hvis ikke Verdo havde købt de 39 hektar skov - svarende til 390.000 kvadratmeter eller 96 fodboldbaner - så kunne en anden virksomhed have købt den med det formål at udnytte området til råstofudvinding. Og det kunne have betydet en øget forureningsrisiko af grundvandet, lyder vurderingen fra Peter Nordahn.

- Selvom råstofudvindingsfirmaerne gør deres bedste, så er der generelt en risiko for, at oliespild eller andre kemikalier trænger ned i grundvandet. Da Naturstyrelsen satte Randers Sønderskov til salg, fordi de hellere vil prioritere større, sammenhængende skovområder, var vores frygt, at et råstoffirma ville købe skoven og derefter søge dispensation om at få lov til at udvinde grus til bygge- og anlægsbranchen, fortæller vandforsyningschefen.

Han forklarer, at det ligger Verdo på sinde, at gøre alt, hvad der står i energikoncernens magt for at sikre rent og billigt drikkevand til forbrugerne. Derfor følger Verdo vandkvaliteten i boringer, vandværk og ledningsnet tæt. Verdo undersøger af og til også drikkevandet for langt mere end de ca. 40 pesticider, der optræder på Miljøstyrelsens liste over obligatoriske pesticider, som alle vandværker i Danmark løbende skal tjekkes for.

Flere skovområder er i kikkerten

Selvom Randers Sønderskov er den første skov på Verdo's hænder, så bliver skoven formentlig ikke ved med at være den eneste. Energikoncernen har nemlig sat sig for at bidrage til en grønnere verden. Og her giver det mening at vende opmærksomheden mod skove og træer.

- Træer binder CO2, og jo flere træer der er, jo mindre CO2 slipper ud i atmosfæren, Jesper S. Sahl, som er divisionsdirektør med ansvar for Verdo's forsyningsvirksomhed. Han fortæller, at Verdo tidligere har engageret sig i etableringen af Oust Mølle Folkeskov i Randers, og at Verdo ligeledes har kig på andre skovområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fælles for de skovområder, der er interessante for os er, at de alle ligger meget nær vores kildepladser. Vores første prioritet er at sikre rent drikkevand og hvis vi samtidig kan være med til at bidrage til mindre CO2-udledning, så er vi meget tilfredse, siger Jesper S. Sahl.