I århundreder har én af Nordsjællands største søer været tørlagt og brugt til landbrugsjord. Nu vil Naturstyrelsen genskabe Søborg Sø, som kan blive et regulært paradis for fugle.

I et stort anlagt naturgenopretningsprojekt arbejder Naturstyrelsen for at genskabe én af Nordsjællands største søer, Søborg Sø, som tidligere har ligget fire kilometer syd for Gilleleje.

Ønsket er at genskabe det godt 500 hektar store naturområde, hvoraf størstedelen er selve søen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan blive et fantastisk fugleparadis og et unikt rekreativt område. Egnen ved Gilleleje og Græsted får en naturperle med både sø og lavvandede vådområder, som vil skabe en helt særlig botanik, siger Esben Ravn Iversen, som er seniorprojektleder i Niras, som er sat til at regne på de økologiske konsekvenser af et stigende vandspejl.

Søborg Sø bliver nemlig en meget lavvandet sø - ornitologer og andre dyreelskere kan godt begynde at glæde sig. Naturstyrelsen forventer nemlig, at de åbne vandflader og rørskove vil tiltrække i massevis af svømmefugle, rovfugle, vadefugle og trækfugle. Og der bliver gode chancer for at viber, bynkefugle og engsnarren vil kunne finde ynglepladser på engarealerne rundt om søen.

Brugt til landbrugsjord

Det er rigtig mange år siden, at Søborg Sø sidst var en rigtig sø med åbent vand. I slutingen af 1700-tallet blev søen tømt delvist ved, at man gravede en kanal ud til Kattegat. Sidst i 1800-tallet blev søen helt tørlagt ved, at kanalsystemet til havet blev udvidet. Og i 1940'erne begyndte man at tømme området for vand med pumper.

De gentagne afvandinger i årenes løb har gjort, at vandstanden i området samlet set er sænket med op til fem meter. Formålet var altid at gøre det muligt at benytte søens areal til landbrugsjord. Men nu skal søen altså genskabes til gavn for både natur og miljø.

Lige nu er Naturstyrelsen ved at opkøbe jord i området for at gøre det muligt at genoprette søen. Siden skal der udarbejdes en VVM-undersøgelse for projektet, og først derefter kan selve detailprojektet påbegyndes. Til den tid slukker man for pumperne, der holder området tørt, hvorefter søen gradvist vil blive gendannet.