Sætter politikerne flueben ved projektforslaget, kan det længe ventede byrum på Smedetoften i København stå færdigt om lidt over et år.

Fremtiden ser i bogstaveligste forstand både lys og grøn ud for Smedetoften i Københavns Nordvestkvarter.

I mange år har de lokale efterlyst tryghedsfremmende tiltag i området, som er plaget af hurtig bilkørsel, mangelfuld belysning og manglen på et naturligt sted at mødes på tværs af kvarteret. Siden områdefornyelsen kom til Nordvest, er forskellige initiativer med hjælp fra både børn og voksne blevet til virkelighed i kvarteret, og nu ligger også et projektforslag for Smedetoften klar til politisk godkendelse. Et projekt som har været længe ventet og som vækker glæde hos teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med omdannelsen af Smedetoften fra et nedslidt areal med få funktioner til et åbent torv med indbydende opholdsmuligheder får vi både skabt et naturligt samlingssted i kvarteret og gjort noget ved utrygheden. Jeg er glad for, at det lykkedes Enhedslisten at skaffe penge til projektet for to år siden, og nu glæder jeg mig meget til, at projektet kan blive til virkelighed, siger Ninna Hedeager Olsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af inddragelse af lokale borgere, berørte grundejere, Klub Smedetoften, lokale erhvervsdrivende og Bispebjerg Lokaludvalg udarbejdet et forslag til ny indretning af arealet omkring Klub Smedetoften og byrummet langs Smedetoften.

Nyt samlingssted

Med forslaget omdannes arealet bag klubben til et torv, hvor både klubbens brugere og naboer, børn og ældre kan opholde sig eller passere trygt igennem på alle tidspunkter af døgnet. Derfor vil der også blive etableret flere indgange til det nye samlingssted.

Ifølge planen skal torvet også indeholde buske, nye træer, en byhave med staudebede, en åben pavillon, multiboldbane og værkstedsfaciliteter. I seks meters højde over torvet installeres en lysring på 25 meter i diameter som vartegn over Smedetoften. Lysringen vil hen over året skifte til farver, der er tilpasset årstiden, fx rødlige nuancer om efteråret.

På fortovet foran klubben opsættes siddemøbler, og området belyses med mindre lysinstallationer. Siddemulighederne og lys skal være med til at skabe en højere grad af tryghed. Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til projektforslaget mandag d. 23. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anlægsarbejdet forventes igangsat primo 2020, og anlægget forventes ibrugtaget ultimo 2020. Der ventes afsat 7,8 millioner kroner til anlæggelsesfasen.