'Kæreste Alléen' i Aabenraa ændres med nye træer til højvandssikring.

Godt 130 store poppeltræer har i mere end 50 år dannet rammen om en sti for kærester i sønderjyske Aabenraa. Liebesallè - Kæreste Allèen - er navnet på stien, der går fra Dronning Margrethesvej til Vestvejen.

Træernes rødder begyndte imidlertid at løfte den i dag asfalterede sti. Den mindede efterhånden mere om en forhindringsbane end en kærlighedssti. Under fældningen viste det sig, at en del af træerne nærmest var hule indeni og havde store skader. Ifølge skoventreprenøren var det blot et spørgsmål om tid før en efterårsstorm ville vælte dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Problemerne med stien fik Aabenraa Kommune til at reagere, og byrådet har lavet et projekt til 4,1 millioner kroner, som betyder, at træerne skal fældes, stien ophøjes til et højvandsprojekt og skal have funktion af dæmning ved Slotsmølleåen, der løber langs med stien i hele længden.

Stiklinger fra de oprindelige træer

Der skal plantes popler igen og det bliver træer, der produceres af stiklinger fra de oprindelige poppeltræer.

Skoventreprenør Per Kjær fra Gram og medarbejdere stod for fældningen af træerne. Det er ikke første gang virksomheden tager hånd om projekter med træer, der så at sige er vokset ud over rammerne.

I Christiansfeld har de håndteret et lignende projekt. Det tog lidt over en uge at fælde de 130 poppeltræer. Det skete naturligvis under tilsyn af lokale beboere hvoraf enkelte selv havde været med til at plante dem og andre igen huskede turen lang stien med kæresten fredag aften.

Til varme, blyanter og tandstikker

En del af de 130 træer bliver ganske enkelt til flis og dermed varme til danske forbrugere. Det drejer sig om de grene og træer, der er for ringe til at finde anvendelse til andet. Den gode del af stammerne kommer derimod ud på en længere rejse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Poppeltræet er nemlig solgt til DSHG Wood i Fredericia, og her bekræfter forretningsfører Rasmus Grønborg Bak, at træet skal til Indien og bliver lavet til blyanter og tandstikker og kommer højst sandsynligvis retur igen til Danmark. Der er tale om godt 500 kubikmeter poppeltræ, der bliver pakket i store containere og skibet ud til modtageren i Indien.

- Det er desværre ikke så tit vi får muligheden for at købe poppelidet der ganske enkelt ikke er så meget af den i Danmark. Poppeltræet er dog på vej, idet der for 10-15 år siden blev plantet en hel del poppel, siger han.