Hvor haven tidligere skulle være fint friseret med skarpe kanter, hitter den vilde natur med masser af smådyr i de danske baghaver. Ekspert giver gode råd til, hvordan man skaber liv med vand i haven.

Med parcelhuskvarterernes opblomstring forsvandt naturen fra baghaverne og blev erstattet af kultiverede, firkantede græsplæner, velholdte blomsterbede og snorlige ligusterhække. Men den tendens, lader til at vende, påpeger havearkitekt Lise-Lotte Juul Jensen - nu tæller dyrelivet og de vilde elementer, fortæller hun.

- Hvis man skal pege på en ting, som klart er oppe i tiden, så er det interessen for det vilde. Folk vil have naturen tilbage i haven, og det skal ikke være så pænt og friseret længere, siger hun og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, at det hænger sammen med, at folk vil have det upolerede og naturlige. Naturen skal være i fred og vokse på sin egen måde uden menneskelig indblanding, og med det naturlige kommer selvfølgelig også dyreliv. Jeg tror, det taler ind i manges drøm om at sidde med morgenkaffen og se på haren, der hopper rundt, eller de små pindsvin, der gemmer sig i bladene.

Hvis man skal pege på en ting, som klart er oppe i tiden, så er det interessen for det vilde.

Lise-Lotte Juul Jensen

Havearkitekt

Dyreliv kræver vand

Hos Sydsjællands Havedamscenter, som sælger specialudstyr til havedamme og etablerer haveanlæg i store dele af landet, oplever man også en stigende interesse for vandhuller, som er med til at tiltrække liv.

rich-media-2
Det kan være, der er inspiration for anlægsgartnere og havearkitekter at hente i naturen. Foto: Sydsjællands Havedamscenter.

Ifølge havedamsekspert og direktør i centeret, Tomas Nielsen, er der dog visse faldgruber, man skal være opmærksom på, når man vil have vand i baghaven.

- Mange drømmer om at skabe det naturlige vandhul i baghaven, hvor man sætter nogle planter i, og så passer det sig selv, men realiteten er bare en anden. Selvfølgelig kan man tilsætte forskellige planter i vandet, som skal hjælpe på at holde vandet algefrit, men det virker sjældent og skaber egentlig bare mere arbejde i sidste ende, udtaler havedamsekspert Tomas Nielsen.