Nigel Dunnett, der er professor indenfor naturalistisk plantedesign, er vært for en workshop på Have & Landskab.

Det er lykkedes fagudstillingen Have & Landskab at få professor og pioner indenfor naturalistisk plantedesign, Nigel Dunnett, til at holde forelæsninger og aktive workshops på Fagligt Forum onsdag 28. august og torsdag 29. august, når messen efter planen løber af stablen i Slagelse.

Han vil blandt andet gennemgå og komme med feedback på konkrete, danske planteprojekter. Have & Landskab giver dermed landets grønne fagfolk mulighed for at få helt unikke konkrete råd, fastslår lektor Torben Dam fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv helt almindelige borgere har indset, at emner som biodiversitet og bynatur er vigtige, og ligesom politikerne har de stadig mere markante holdninger på området. Derfor skal vi som grønne fagfolk kunne levere varen, og det kompetenceløft mener jeg, at vi støtter op om ved at sikre en aktiv deltagelse fra en markant kapacitet som Nigel Dunnett, der bidrager med modeller og løsninger, som kan løfte vores daglige arbejde og også selve debatten om bynatur og naturlige plantninger, lyder det fra Torben Dam, der desuden er studieleder ved universitets sektion for Landskabsarkitektur og planlægning.

Giver bedre buske

Elementer af Nigel Dunnetts opsigtsvækkende, naturalistiske tilgang til beplantninger kan man desuden opleve i den forsøgsplantning med buske, som Danske Planteskoler og Københavns Universitet ved Marie Schnell etablerede på Have & Landskab i 2017. Flere af de konkrete bede er nemlig designet og tilplantet med afsæt i Nigel Dunnetts principper, fortæller landskabsarkitekt og ph.d.-studerende Marie Schnell.

- Allerede ved mit allerførste regulære buskplantningsprojekt brugte jeg en del af hans fremgangsmåde, blandt andet at plante med en tæthed, hvor man tager udgangspunkt i den forventede størrelse af buskene og med brug af etagerede beplantninger samt urtebund, i stedet for at plante dem tæt fra starten og med ens planteafstand, fortæller Marie Schnell, som i de efterfølgende år har erfaret, at Nigel Dunnetts principper generelt resulterer i langt mere livskraftige beplantninger med mere variation både i højde og struktur og i farve over årstiderne, hvor planterne samtidig dækker mere af jorden uden at konkurrere så voldsomt indbyrdes.

Og derfor mener hun, at mange landskabsarkitekter, kommunale planlæggere, anlægsgartnere og driftsansvarlige vil have stor gavn af at læne sig op af Nigel Dunnetts erfaringer, næste gang de skal lave en beplantning.

Få Nigels "take" på dit planteprojekt

Hvis man netop nu sidder med et planteprojekt og tænker: "Nøj, bare Nigel Dunnett gad at gennemgå plantelisten og planen sammen med én" - har man faktisk chancen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Have & Landskab er nemlig på jagt efter tre til fire hold af landskabsarkitekter eller kommunale planlæggere, der sidder med et projekt, som er så færdigt, at der foreligger en planteplan og en planteliste.

- Vi er særligt interesserede i projekter med flere etager i beplantningerne, så der planlægges forskellige højder af vedplanter i samme bede gerne med samtidig brug af urter. Planen er, at man i fællesskab med Nigel Dunnett skal gennemgå de konkrete planer og tankerne bag og derefter tager en faglig dialog om mulighederne og ikke mindst får masser af konkrete råd og idéer med på vejen. Disse workshops vil desuden blive live-streamet, siger Torben Dam, som man kan kontakte på toda@ign.ku.dk, om man skulle være interesseret.