Det danske plantevægsfirma Natural Greenwalls har gennem de seneste år oplevet massiv vækst i det danske og europæiske marked, men nu blomstrer de også op i Australien.

Hvad der startede med et lille grønt frø bliver nu til et eventyr i Australien. Det danske plantevægsfirma Natural Greenwalls har på kort tid vækstet gevaldigt i Europa - og nu går turen til altså "Down Under".

I maj blev man nemlig kontaktet af en australsk planteekspert, der ledte efter et plantevægssystem til at slå hul på det australske marked, og efter intens søgning globalt faldt valget altså på Natural Greenwalls. Det fortæller direktør i Natural Greenwalls, René Lund:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores fokus har egentlig været at udvide i Europa, og derfor har vi lavet masser af professionelt materiale på flere forskellige sprog. Det har spredt sig til Australien, og er nu blevet til en forhandleraftale og en kontrakt på de første 100 kvadratmeter plantevæg.

Dansk fra vugge til grav

I dag har Natural Greenwalls plantevægge hos blandt andre Google, Netto, Mærsk og over 100 andre kunder i alle størrelser fra 2 til 250 kvm og fra 1 til 30 meter høje vægge fordelt i 16 lande. Med andre ord: Der er vækst i plantevæggene:

- Inden for de sidste par år er efterspørgslen på plantevægge generelt steget markant - og det er blevet et krav, at plantevæggene er bæredygtige og miljøvenlige. Vores system er dansk udviklet, produceret og patenteret, altså dansk fra vugge til grav. Når vi præsenterer vores plantevægge ude i verden, oplever vi, at danske produkter generelt er meget velanset, og det baner hurtigt vejen for os i mange lande, siger René Lund.