I en af de største handler på det danske byggevaremarked til dato, er det aftalt, at familieejede Davidsens Tømmerhandel køber konkurrenten Optimera ud af franske Saint-Gobain Distribution Denmark A/S.

Med et af de største opkøb i mange år herhjemme overtager sønderjyske Davidsens Tømmerhandel A/S alle byggecentrene i Optimera-kæden fra Saint-Gobain Distribution Denmark A/S.

Handlen øger med et slag Davidsens netværk af professionelle byggecentre til cirka det dobbelte og betyder samtidig, at den familieejede virksomhed rykker stærkt ind i København, Aarhus og Aalborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Optimera har nogle rigtig stærke kompetencer overfor særligt den professionelle del af markedet. Og så har de yderst godt fat i dele af landet, hvor vi rigtig gerne vil stå stærkere. Vi køber en virksomhed i vækst og en virksomhed med dygtige medarbejdere, som skal være med til at løfte Davidsen ud i hele Danmark de kommende år. Vi ser nogle oplagte synergier, som danner grobund for, at vi kan folde vores service og velafprøvede prismodel ud til håndværkere og entreprenører i hele landet, siger Henrik Clausen, adm. direktør i Davidsen.

Tredjestørst i Danmark

Opkøbet betyder, at Davidsen overtager alle Optimeras lokationer og medarbejdere i Danmark og Grønland. Herunder store bygge- og logistikcentre i og omkring København, Aarhus og Aalborg. Dermed springer Davidsen frem som den tredjestørste spiller på markedet med en omsætning på over 2,5 milliarder kroner årligt og mere end 1.000 ansatte.

- Vi er rigtig glade i dag. For Optimera kommer til en ny ejer med langt større synergier, end vi kunne opnå i forhold til vores øvrige forretningsområder. Vores strategi for Optimera fra 2017 med en omlægning af distributionen og et forstærket fokus på salg til lokale håndværkere, har været en stor succes. Kæden oplever vækst og fremgang på flere områder, så det glæder os at aflevere en sund virksomhed med gode medarbejdere og et stort potentiale på det danske marked, siger Peter Møller, administrerende direktør i Saint-Gobain Distribution Denmark A/S.

I henhold til aftalen offentliggør parterne ikke finansielle detaljer i handlen. Handlen forventes godkendt af konkurrencemyndighederne i efteråret 2019.