Northside-festivalen skal ud til forstaden fra 2021, hvor et nyt grønt område etableres.

Fra 2021 skal den aarhusianske Northside Festival flyttes fra det centrale Aarhus og ud til forstaden Viby. Siden 2011 har festivalen lagt i Ådalen, men fremover kommer den til at ligge i Eskelunden, hvor der bygges en helt ny koncertplads og bypark.

Det har Salling Fondene valgt at donere 11 millioner kroner til. Det skriver TV2 Østjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Northside har etableret sig som en stærk og betydningsfuld festival, der samler mennesker fra hele landet og forbedrer hverdagen, og det er jo præcis det, Salling Fondene støtter, siger Karin Salling, næstformand i Salling Fondene, til TV2 Østjylland.

Det har været kendt siden sidste år, at festivalen skulle flytte, og i november begyndte de første maskiner at omdanne området i Eskelunden. Der skal bygges boliger i Ådalen, mens Eskelunden kommer til at give bedre vvs-forhold og formentlig også en bedre chance for at få indlagt strøm, så festivalen ikke skal bruge dieselgeneratorer. I forvejen har festivalen en målsætning om at være "100 procent bæredygtig". Det kunne blandt andet ses ved den netop afholdte festival, hvor al mad og drikke var økologisk.

Altafgørende

Ifølge TV2 Østjylland kommer etableringen af den nye koncertplads og bypark til at koste 40 millioner kroner.

- Det betyder sindssygt meget for byen, og de her penge kommer til at gå rigtig langt i finansieringen af Eskelundprojektet, der også er tænkt som et nyt grønt område i Aarhus. Det er en slags bypark, som hele Aarhus skal nyde godt af. Min følelse er, at det kommer til at betyde rigtig meget for Aarhus, siger John Fogde, talsmand for Northside, til mediet.

Årets festival havde en kapacitet på 35.000. Den fremtidige plads på Eskelunden er 500.000 kvadratmeter stor og kan rumme 40.000 koncertgæster.