Den har samme teknik som de maskiner, der kører på golfanlæg eller fodboldbaner. Men den er meget mindre.

Pro-Græs har ikke tidligere haft en topdresser i deres sortiment.

Men de har heller ikke tidligere været så tilfredse med en topdresser som den EcoLawn Applicator ECO250, der for nylig kom hjem. Direktør Niels-Peter Jensen har efter eget udsagn ledt i en seks-syv år for at finde en topdresser, men intet var godt nok, før han fik øje på det canadiske firma EcoLawn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er bare nogle få år siden, den kom til Europa, og den er ikke før set i Danmark. Jeg har set den på udstillinger og talt med ejerne og forskellige udstillere, og jeg synes, den er meget interessant, siger Niels-Peter Jensen.

Den blev første gang vist frem på weekendens Roskilde Dyrskue og er kendetegnet ved, at den ikke er specielt stor. Den er blot 85 centimeter bred, hvilket gør, at den kan komme med ind i haven, hvis en anlægsgartner skal arbejde der.

EcoLawn Applicator har i år 25-års jubilæum og ejeren Daniel Cote var selv anlægsgartner i Montreal. Han var frustreret over, at han altid skulle jævne med en skovl, efter at han havde topdresset en have direkte fra en big bag.

- Den har samme teknik som de maskiner, der kører på stadioner eller golfanlæg. Den er bare meget mindre, og så spreder den stadig materialet fornuftigt ud, så man ikke behøver jævne med en skovl bagefter, siger Niels-Peter Jensen.

Ikke alle er klar til Europa

Indtil videre er det kun ECO250-maskinen, Pro-Græs har tænkt sig at forhandle. Der er to mindre modeller, som ligesom ECO250 også har en CE-mærkning, men direktøren vil se, hvordan salget går, før de kommer til Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinen har en dobbelt omvendt spinde-mekanisme, der gør, at spredningen bliver ensartet over 180 grader, motoren er en 5,5-hestekræfters Honda GX 160, og så vejer den blot 145 kilo.

- Den er interessant for det professionelle segment, der har mindre opgaver. Den ville også kunne køre gummigranulat ud, hvis det var på en kunstgræsbane, så den er bygget til lidt af hvert, siger Niels-Peter Jensen om maskinen, der blandt andet også kan køre med pulveriserede jordarter og diverse typer af sand.

Torsdag holder Pro-Græs demodag, hvor topdresseren bliver vist frem. Her deltager Daniel Cote også.