Forrygende travlhed får anlægsgartnerfirmaet MøllerLøkkegaard i Ringsted til at investere stort i nye maskiner leveret af Bay Christensen.

- Vi har hårdt brug for maskinerne. De skal ud og køre med det samme, lyder det fra Søren Nyholm, kloakmester og projektleder hos anlægsgartnerfirmaet MøllerLøkkegaard A/S, der for nyligt fik leveret 19 fabriksnye maskinenheder plus diverse tilhørende udstyr.

Bag den store maskinleverance til det Ringsted-baserede anlægsgartnerfirma står Bay Christensen fra Rønnede i Sydsjælland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leverancen omfatter syv Takeuchi gravemaskiner. Det er to styk 9-tons TB290, tre styk 4-tons TB240, en enkelt 1,8-tons TB216 og én 1-tons TB210.

I øjeblikket har vi allerede ordrer inde svarende til vores omsætning i hele 2018.

Indehaver Anders Møller

MøllerLøkkegaard

Desuden omfattede leverancen seks knækstyrede minilæssere - plus en 6-tons og en 3-tons Thwaites dumper samt to Superskub motorbøre.

Med til leverancen hørte også en maskintrailer og en tiptrailer.

Historisk stor handel

Med de i alt 19 fabriksnye enheder er der tale om en historisk stor handel, både for MøllerLøkkegaard og Bay Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter de mange nyanskaffelser er maskinparken hos det midtsjællandske anlægsgartnerfirma øget fra 15 til 25 enheder.

- Når vi foretager så stor en investering i nyt udstyr på nuværende tidspunkt, er det fordi, vi er inde i en kraftig vækst. I øjeblikket har vi allerede ordrer inde svarende til vores omsætning i hele 2018, fortæller Anders Møller, indehaver hos MøllerLøkkegaard.

- Ved at anskaffe så meget nyt materiel på én gang får vi også strømlinet vores maskinpark. Desuden får vi samlet servicen ét sted, tilføjer Anders Møller.

- Vi havde vore godt 40 ansatte med inde over, da vi skulle beslutte, hvilke maskiner, vi skulle anskaffe. Det er jo dem, der skal køre med maskinerne hver dag, supplerer projektleder Søren Nyholm.