Lidt held, lidt ekstra effektivitet og godt vejr får æren for et solidt resultat for Sejlstrup Entreprenørforretning.

I Sejlstrup Entreprenørforretning går det godt - rigtig godt.

Man kan dårligt konkludere andet baseret på seneste årsregnskab, som viser, at man har mere end tredoblet resultatet på bundlinjen set i forhold til året før. Man er vokset fra cirka tre millioner til godt 11 af slagsen. Og sagt på godt nordjysk er 2018 da også et tilfredsstillende år - ifølge medejer og direktør Anders Jensen. Men han har ikke som mange andre frontmænd travlt med at tage æren for succesen. Tværtimod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har faktisk ikke gjort det store. Vi har været lidt heldigere, lidt mere effektive, og så var vejret sidste år også rigtig godt til det, vi laver, siger han til Maskinteknik, men afviser at afsløre, hvilket af benene i Sejlstrup Entreprenørforretnings portefølje, som har klaret sig bedst.

- Vi har faktisk ikke gjort det store. Vi har været lidt heldigere, lidt mere effektive, og så var vejret sidste år også rigtig godt til det, vi laver

Anders Jensen

Medejer og direktør i Sejlstrup Entreprenørforretning

- Det går rimeligt hele vejen rundt, lyder det fra direktøren.

Mor holder på pengene

Det fine resultat får ikke entreprenøren til at gå investerings-amok.

Lige pt. arbejder man i Sejlstrup inden for snart sagt enhver gren af branchen: Kloak, nedbrydning, vejarbejde og nedgravning af naturgasledninger. Samtidig driver man eget mørtelværk og en vognmandsforretning med 18 biler. De godt 140 medarbejdere får ros for deres arbejde af direktøren, men særligt én bliver nævnt som nøgleperson i virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min mor på 78 sidder stadig med alle udbetalinger, og hun er påholdende - på den gode måde, siger Anders Jensen med et grin og understreger, at der særligt er én ting, som man hos Sejlstrup har været god til.

- Det er mere de jobs, vi har haft. De har ligget lige til højrebenet, og der har ikke været så mange overlap, hvor vi skal være begyndt et nyt sted, før vi får afsluttet det tidilgere. Det har været godt for forretningen.