KSM Trading kalder den nye, slovenske grab for den mest alsidige i deres sortiment.

Hvis man går langs vandet og tager ti forskellige sten i hånden og lukker fingrene omkring dem, vil man fornemme, at det er forskellige dele af den menneskelige hånd, der holder fast i de forskellige størrelser af sten.

Den teknik har slovenske Modularis taget til sig, og i deres nye grab har man brugt netop den teknik. Modellen har fået det simple navn "Smart Grapple". Firmaet kalder det for intelligenshydraulik, og det gør, at grabben nemmere holder fast i træet, så det ikke falder ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når den har fingrene rundt om, taber den ikke det hydrauliske tryk. Derfor skal der noget usandsynligt til for, at maskinen taber træet.

- Grabben er sindssygt stærk. Hele grabbens hus er beskyttet af plader som udgør en slags lukket kasse. Så der kan ikke rives hydraulik over, og træet kan ikke falde ud af den. Så skal cylinderet eksplodere, og det sker ikke, siger Henrik Bergholdt, der er indehaver af KSM Trading, som er Modularis' danske forhandler.

rich-media-2
Grabben kan også bruges i entreprenørbranchen. Foto: Henrik Bergholdt.

Til enhver smag

Henrik Bergholdt er ikke bleg for at kalde grabben den mest alsidige i deres sortiment. KSM Trading har forhandlet de slovenske grabber i to og et halvt år, hvor Smart Grapple er den klart største.

Kunden af grabben kan selv vælge, om der skal være en, to eller fire motorer på grabben, og den kan bruges til mange forskellige typer af opgaver. Der er flere forskellige slags værktøj til grabben, der gør, at den også kan bruges i nedrivningsbranchen.

- Der kan sættes et motorsavsmodul på, og hvis du skal rive rødder op, tager det få minutter at skifte modulet. Og hvis man køber den med fire motorer, kommer den til at virke som et jordbor, siger Henrik Bergholdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop alsidigheden var et stort fokuspunkt for Modularis. Det siger Rafko Voje, der er project manager hos Modularis.

- En gravemaskine er en stor maskine, der koster mange penge, men den kan relativt få ting i sig selv. Derfor har vi nu lavet en grab, der kan justeres, afhængig af hvad kunden skal bruge den til, siger Rafko Voje.

Den nye grab har allerede fået debut på dansk jord til demo-dage og bliver vist frem for besøgende på Roskilde Dyrskue, der varer fra 31. maj til 2. juni.