Staten har købt seks nye naturområder fordelt over hele landet.

På en åben og tør eng nordvest for Svendborg strækker gule blomster sig fra græssets sure muld. Det er det eneste sted på Fyn, hvor den sjældne blomst guldblomme vokser. Området hedder Rødme Svinehaver, og ud over guldblommen kan man også finde flere arter af orkideer. Nu får de sjældne planter mere plads at sprede sig på.

Staten har nemlig købt seks naturområder heriblandt et areal, der støder op til Rødme Svinehaver for at sikre flere levesteder for truede arter og sjældne naturtyper. I alt er der købt 41 hektar ny statslig natur, der alle seks steder ligger i sammenhæng med eksisterende statslige skove og naturområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Plads er et nøgleord, når det kommer til natur, og derfor vil vi gerne skabe en bedre sammenhæng mellem statslige naturområder. Når staten opkøber arealer, der ligger i forlængelse af statslige naturområder, får vi større mulighed for at pleje og beskytte værdifuld natur. Det gavner naturen, at vi kan hjælpe sjældne arter med bedre levesteder, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Opkøbene er sket i løbet af 2018 som en del af Aftalen om Naturpakken, hvor regeringen sammen med Dansk Folkeparti har afsat en pulje på cirka 10 mio. kroner årligt i perioden 2017-2019 til at opkøbe arealer, der giver bedre natur. Købene er finansieret af salg af statsejede bygninger og grunde, som ikke længere er knyttet til Naturstyrelsens kerneopgaver inden for natur og friluftsliv.