Den første jyske afdeling af anlægsgartnervirksomheden skal ligge i Idom nær Holstebro.

Anlægsgartnervirksomheden Grøn Vækst udvider og åbner deres første jyske afdeling, der skal ligge i Idom nær Holstebro. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at Grøn Vækst har tegnet kontrakter med boligselskabet NordVestBo og Ringkøbing-Skjern Forsyning om pleje af de to selskabers grønne områder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser frem til at udvikle vores virksomhed i lokalområdet gennem et tillidsfuldt samarbejde med vores kunder, hvor vi ligger vægt på at levere en grøn service i høj kvalitet, siger produktionsleder Mads Munksgaard, der bliver leder af den nye afdeling.

Mads Munksgaard er 27 år gammel og er oprindeligt fra Holstebro. Han er dog uddannet ved Københavns Universitet som have- og parkingeniør.

Det er samtidig planen at etablere en større afdeling i området, efterhånden som mængden af opgaver vokser.

Vil vinde på udlicitering

I 2018 havde anlægsgartnervirksomheden en omsætning på cirka 130 millioner kroner, men i løbet af de næste fire år skal det tal øges til 200 millioner kroner. Derfor bliver virksomheden udvidet med en afdeling i Jylland, der supplerer de nuværende afdelinger på Sjælland og Fyn.

- Vores mål er at blive landsdækkende i de kommende år og etablere afdelinger i Jylland, hvor Holstebro er første skridt på vejen. Med vores gennemgribende digitalisering af virksomheden kan vi løse opgaver alle steder, bare vi har nogle gode medarbejdere i nærheden. Vi oplever, at kommuner og statslige institutioner i stigende grad udliciterer deres facility management-opgaver. Her er det lykkedes os at få mange grønne driftsaftaler, fordi vi kan give skarpe, realistiske priser og ikke mindst levere, hvad vi lover, siger direktør Jakob Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag har Grøn Vækst cirka 130 fastansatte medarbejdere.