Seks byer får nu støtte til at realisere projekter, der kan skabe fornyet liv og positiv udvikling - til gavn for dem, der bor der, og oplandet omkring.

Realdania har udvalgt seks kommuner - ud af de 31 som har ansøgt om støtte - til realiseringsprojekter i denne runde. Det drejer sig om Assens, Frederiksværk, Løgstør, Næstved, Odder og Aabenraa.

De fleste ansøgerkommuner har søgt om støtte til byrumsprojekter. Et byrumsprojekt kan for eksempel være en plads eller et torv, der binder bymidten bedre sammen. Eller en forbindelse mellem hovedgade og havn, der skaber bedre passage mellem to centrale steder i byen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En fælles udfordring for byerne - som projekterne skal bidrage til at løse - er at skabe gode byrum og at få bundet større bebyggelser i bymidterne sammen og dermed skabe rammerne for nye oplevelser og nye måder at bruge bymidten på.

Der har igen været stor interesse fra kommunerne for at søge om midler til projekter, der giver liv, nyt indhold og nye oplevelser til bymidten.

Projektchef Bjørn Emil Härtel Jensen

Realdania

Lokale potentialer

I udvælgelsen af projekterne er der blandt andet lagt vægt på, at de lægger sig op ad kommunernes egne udviklingsstrategier.

Derudover, at projekterne bygger på særlige, lokale potentialer. Som for eksempel et bevaringsværdigt kulturmiljø, der på den måde kan danne positiv udvikling af byen. En del af projekterne er en realisering af de strategier, som der i første runde af kampagnen "Hovedbyer på forkant" blev givet støtte til udvikling af.

- Der har igen været stor interesse fra kommunerne for at søge om midler til projekter, der giver liv, nyt indhold og nye oplevelser til bymidten. Det er vi glade for. Det er positivt, at kommunerne på den måde aktivt tager stilling til, hvordan netop deres hovedbyer skal udvikle sig i fremtiden, så der skabes nyt liv og aktivitet i bymidten og de centrale byrum. Og hvordan det kan gøres i tæt, lokalt forankret samarbejde med erhvervsliv, foreningsliv, borgere og ildsjæle, siger projektchef Bjørn Emil Härtel Jensen, Realdania.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om Hovedbyer på forkant

En hovedby er i defineret som den eller de større byer i en kommune, som kommunen vurderer kan trække en udvikling i et større området. Blandt de udfordringer, som hovedbyerne i yderområderne står over for, er en ændret demografi med mange ældre borgere, nye erhvervsstrukturer hvor traditionelle erhverv forsvinder, ændrede indkøbsmønstre og mulighed for nye placeringer af detailhandlen uden for bymidten. Derfor er der mange steder brug for en ny strategi for bymidten.

Realdanias indsats Hovedbyer på forkant lægger sig i forlængelse af kampagnen På Forkant, som var et samarbejde mellem Erhvervsministeriet, KL og Realdania, og som hjalp 25 kommuner i yderområderne med at lave langsigtede strategiske udviklingsplaner. Flere af kommunerne i På Forkant arbejdede netop med at sætte fokus på én eller flere hovedbyer i kommunen.

Realdania har afsat i alt 73 millioner kroner til kampagnen Hovedbyer på forkant. I anden runde gives et samlet støttebeløb på 38,5 millioner kroner.