Kommunen er i gang med at planlægge, om der er mulighed for at lade skovene syd for den jyske mini-storby vokse vildt.

Marselisborgskovene er i spil til at blive som i gamle dage. For i byrådets forlig om budgettet for 2019 fik Alternativet sat begrebet vildskov på dagsordenen.

Det skriver Aarhus Stiftstidende. Vildskov er stort set uberørt skov, og Morten D.D. Hansen, museumsinspektør og biolog på Naturhistorisk Museum Aarhus synes, at det er alle tiders at lade skoven passe sig selv - det selv om konsekvensen er, at den klassiske danske forårsskovs bøgetræer og anemoner vil få selskab af mirabelletræer, hvidtjørn og andre arter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bøgetræer og anemoner er pænt og meget dansk, men det er også en monokultur. For en fugl er det en ørken, siger Morten D.D. Hansen.

Han vil gå så vidt som til at sige, at vilde skove er den eneste vej frem.

- Hvis politikerne mener noget med snakken om biodiversitet og FN's verdensmål om at standse udpining af jorden og tab af biodiversitet, så er de nødt til at indføre vilde skove. Det tør jeg godt sige med hele Naturhistorisk Museums autoritet i ryggen, siger Morten D.D. Hansen.

Planen er foreløbig af etablere 600 hektar skov som vildskov.