Robotter er blevet et tema på fairways rundt omkring i Europa. I Danmark kan det dog betyde, at greenkeepere mister deres job.

Robotter har i de seneste år fået en større og større rolle inden for græspleje.

Men selvom de er fremtiden på det danske marked, er formanden for Danish Greenkeepers Association (DGA), Jesper Kristensen, noget nervøs for, at de kommer til at tage greenkeepernes arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en del klubber, der lever under økonomisk trænge kår, og her frygter jeg, at de vælger at købe en robot for at spare greenkeeperen væk. I de større klubber tror jeg ikke, at der er noget at frygte, siger Jesper Kristensen.

Generelt har flere golfklubber ramt den økonomiske mur inden for de sidste år. Milliardprojektet Lübker Golf Resort indstillede driften af golfbanen i 2018 efter problemer med at finde finansiering. I Frederikshavn Golf Klub kunne man i marts måned melde om et underskud på 772.000 kroner, og også luksusbanen The Scandinavian i Farum offentliggjorde et underskud på 7,4 millioner kroner sidste år.

- Vi kunne være med til at sætte dagsordenen for robotter på fairways, men den vil jeg ikke sætte for enhver pris, og jeg tror, at vi inden for fem til ti år kommer til at se konsekvensen med færre ansatte på golfbanerne. Men jeg tror også, kvaliteten vil dale, siger Jesper Kristensen.

Kommer for at blive

Hos den overordnede sammenslutning af de europæiske greenkeeperforeninger, Fegga, er man ikke på samme måde nervøse for, at der kommer flere robotter til golfverdenen.

- Vi har ikke en forudindtaget holdning til emnet, men vi føler, at vi har et ansvar for at diskutere det med vores nationale medlemmer. For der er ingen tvivl om, at robotter bliver en del af golfbanernes vedligeholdelse i fremtiden, og vi synes, at man selv skal vælge, om man vil prøve at styre udviklingen, siger Dean Cleaver, der er direktør hos Fegga.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holdningen om at robotter er kommet for at blive, genkender begge to. Flere steder i Danmark ser man også boldopsamlingsrobotter, mens Grenå Golfklub har mindre robotter til at klippe deres semirough. Jesper Kristensen har selv i sit virke som greenkeeper i Værløse Golfklub en række robotter, der klipper på driving range.

I Holland er man noget længere fremme i udviklingen. Her er der allerede enkelte, der fast kører på fairways.

- I februar havde vi emnet på dagsordenen på vores konference, og her havde vi en oplægsholder fra Holland, hvor mange forskellige typer af robotter kører til dagligt. Her havde folk ikke mistet deres jobs, men i stedet har der været en positiv ændring, der har ført til, at banerne er blevet bedre, siger Dean Cleaver.

Men fremtiden er også dyr, og derfor kan der endnu gå lidt tid, før omvæltningen helt rammer Danmark.

- Jeg tror, der går fem år endnu, for når vi begynder at regne på, at robotter skal køre på fairways på en 18-hullers golfbane, er det stadig for dyrt i forhold til fairwayklippere og en sæsonansat greenkeeper. Men når prisen kommer ned, kommer der også flere robotter, siger Jesper Kristensen.