Der er nu en god mulighed for at arbejde på Danmarks østligste punkt, hvor der mangler en såkaldt "grønt-mand".

Står du som arbejdsløs og mangler et job, kan du nu få muligheden for at blive "grønt-mand" på Christiansø og Frederiksø med ansvaret for de grønne områder. Det skriver Forsvaret i et jobopslag.

- Din primære opgave bliver som øens grønt-mand at udføre naturpleje i overensstemmelse med drifts- og plejeplanen for Christiansø og Frederiksø og under hensyntagen til, at Christiansø blandt meget andet er udpeget som Natura 2000-område og pilot-naturpark, står der i ansøgningen, hvor der også er lagt op til, at stillingen varetager øens kirkegård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er et job for stort set alle, der har en uddannelse inden for det grønne område.

- Det er for mig lige meget, om den nye grønt-mand er skovtekniker, gartner eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at man ved lidt om det, man skal arbejde med, og at man så brænder for opgaven, siger Ejvind Jensen, der er souschef for Christiansø Administration.

Oplysning og ikke overtalelse

Den nuværende mand har sagt sin stilling op for at flytte til Bornholm efter to år på posten, og Ejvind Jensen håber på, at der kommer en med lyst til at blive der i længere tid.

- Naturplejen har været sporadisk indtil 2012, hvor vi satte fokus på, at der skulle være en mand ansat til at passe områderne. Der er akkurat en fuldtidsstilling i det, når man står med det hele selv, siger Ejvind Jensen.

Det kan dog naturligvis være noget af et stort skridt, hvis man vælger at flytte til Ertholmene. Der bor 90 personer, skolen har 15 elever, og man kan ikke undgå at være en del af øens brand- og ulykkesberedskab. Derfor skal den nye grønt-mand have så meget viden om området som overhovedet muligt, før han flytter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil ikke overtale nogen til at komme, men vi skal oplyse dem så godt som muligt, så de kender til, hvad det vil sige at bo herovre. Hvis man så har en ægtefælle er det også vigtigt, at man ved, at det ikke vrimler med arbejdspladser herovre, siger Ejvind Jensen.

Dog er der det plus ved Christiansø, at det ikke hører ind under en kommune og derfor betales der ikke kommuneskat.