AL608-maskinen skal klare 100.000 kvadratmeter året rundt for DKI Logistics.

Scantruck har solgt en knækstyret Mustang AL608 til at vedligeholde cirka 100.000 kvadratmeter udearealer året rundt for DKI Logistics A/S i Horsens. Det skriver Scantruck i en pressemeddelelse.

Den eksisterende minilæsser var nået til sin karrieres efterår, og derfor valgte Horsens-firmaet at skifte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi lever af at passe på andre folks varer og fjerne eventuelle gener for dem på vores arealer. Det er samtidig enorme arealer, maskinen skal servicere hver dag, og opgaverne er meget forskellige. Derfor gik vi efter et driftssikkert køretøj, som var mere fleksibelt, og som også havde en høj arbejdshastighed, fortæller Erik Langkilde, vicevært for DKO Logistics' afdeling i Horsens.

Den nye Mustang skal i løbet af året veksle mellem at arbejde med henholdsvis sneplov, saltspreder, pallegafler, læsseskovl, kost med opsamler samt et klippebord.

- Såvel automatgear og hydraulisk hurtigskift af redskaber samt det automatiske smøreanlæg skal nok vise sig at bidrage til den øget driftssikkerhed, der er et krav for at løfte opgaven, siger Erik Langkilde.

Mindre motor

Mustang-minilæsseren har kun 64 hestekræfter, hvor den tidligere minilæsser kunne yde 90 hestekræfter, hvilket gav anledning til nervøsitet for viceværten.

- Den bekymring har jeg ikke længere. Selv på lange stræk med en sneplov og store mængder sne foran bliver den ved med at skubbe på. Den har også masser af olie til de hydrauliske redskaber, uanset hvad jeg sætter på den, siger Erik Langkilde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AL608-maskinen vejer i alt 4,1 ton og har ligesom de fleste Mustang-minilæssere en Yanmar-motor.