Rådhuspladsen i København er en af de mest befærdede pladser i byen. Nu er den blevet lidt grønnere.

Når Cityringen åbner senere på året, vil 17 underjordiske stationer forbinde Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro og Indre By. Men også over jorden vil hovedstadens nye metrolinje have skabt forandringer i byrummet, når stationspladserne åbner med ny beplantning og belægning, bænke, springvand og meget andet.

På Rådhuspladsen har man indviet en ny cykelsti , og cyklisterne kunne for første gang suse igennem den nye grønne lund med 49 nyplantede løvtræer, der erstatter busholdepladsen og den hedengangne HT-Terminal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er mange, der har glædet os til at få byen tilbage efter flere års metrobyggeri. Når Cityringen åbner, vil den binde byen sammen på en helt ny måde og gøre det endnu nemmere at lade bilen stå. Samtidig får vi genskabt byens mange fine og historiske pladser, der har været gemt væk bag byggepladshegn?, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der sammen med teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager stod for indvielsen af den nye cykelsti og miniparken.

De nyplantede træer på Rådhuspladsen er robinie, spidsløn, japansk røn, vandgran og rød hestekastanje. Udover træerne og de historiske københavnerbænke vil Rådhuspladsen blive udstyret med trapper og elevatorer ned til den kommende underjordiske metrostation.

Frem til åbningen af Cityringen vil dele af Rådhuspladsen fortsat være præget af byggeaktivitet i forbindelse med indretningen af stationspladsen.