Johnny Laursen har købt 10 procent af Intelligent Marking.

Intelligent Marking, der producerer opkridtningsrobotter, har fået tredoblet staben ved at ansætte 12 nye mand i deres amerikanske datterselskab. Samtidig kommer bladrigmanden Johnny Laursen, administrerende direktør i Benjamin Capital, med i ejerkredsen. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Johnny Laursen har smidt et tocifret millionbeløb i virksomheden, hvilket betyder, at han får en ejerandel på 10 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Jeg gør det her, fordi jeg er sikker på, at det er en rigtig god investering. Jeg har fulgt dem i nogle år, og jeg elsker de her drenge og alt den energi, ydmyghed, iderigdom og arbejdsomhed, de lægger i det. De har allerede overvundet mange udfordringer og er kommet styrket ud af det. Jeg er vild med at blive en del af dette her, siger Johnny Laursen.

Solidt investor-team

Johnny Laursen kommer til at blive en del af et i forvejen stærkt team af investorer. Udover de to ejere Anders Ulrik Sørensen og Andreas Ydesen, sidder Henrik Jørgensen fra Rævskær Holding som bestyrelsesformand, mens også Jacob Risgaard fra Coolshop og Mikkel Jacobsen fra Carsoe er en del af bestyrelsen.

- Vores kunder kan slet ikke undvære Intelligent One når de først har prøvet den automatiserede opstregning, fordi det er sådan en stor aflastning i dagligdagen. Vores kunder har helt op til 250 boldbaner, som de løbende opstreger på deres sportsanlæg. De vælger blot sportsgren og banetype, og trykker på en knap, hvorefter robotten kører fra bane til bane og sikrer nøjagtige og præcise linjer til sportsfolket, siger Anders Ulrik Sørensen, der er ejer af Intelligent Marking.

Virksomheden streger baner op i mere end 25 danske kommuner, mens også NFL-holdet Tampa Bay Buccaneers bruger robotten til deres bane. Fra en lokal basestation på banen bliver der oprettet et lukket netværk, som robotten kører på. Derfor kan signalet ikke gå ud eller forsvinde, selvom robotten kører tæt op ad træer eller tribuner.