Et overvågningskamera kan ikke stå alene, hvis det skal virke bedst muligt som sikkerhed på en byggeplads.

Det er ikke nok at sikre din byggeplads med et overvågningskamera, hvis du vil have det sikret ordentligt. Det fastslår Dagens Byggeri i en stor artikel, hvor der rettes fokus på problemerne ved overvågningskameraer.

Det er for eksempel ikke nok at lade et kamera stå som eneste sikkerhedsmæssige tiltag på en plads, og der er ofte brug for sensorer, hegn, anråb fra en vagtcentral eller lignende til at supplere kameraet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis der er nogle helt særlige omstændigheder, kan det måske være nok at sikre en plads med et kamera, men i de fleste tilfælde ville det skulle stå sammen med andre sikkerhedsmæssige tiltag. Det er meget sjældent, at et overvågningskamera er tilstrækkeligt, siger Anders Albrechtslund, der er leder på Center for Overvågningsforskning på Aarhus Universitet.

Det er dog ikke kameraets skyld. For det passer sin opgave med at filme der, hvor det er blevet sat til at filme. Men det er dårligt at detektere og genkende personer, og så opdager man næsten altid først tyveriet, når det er for sent. Det siger Casper Wilken, der er ejer af firmaet SmartGuard, der kobler kameraet sammen med nogle sensorer langs jorden. Når en sensors usynlige linje bliver brudt, bliver alarmcentralen tilkaldt.

- Ofte ender overvågning med at blive passiv overvågning, for der render folk rundt i sorte jakker og med sorte hætter og kører i en stjålen bil. Og du opdager alligevel først tyveriet, når det er for sent. Så hos os har fokus fra starten af været, at vores system skulle være aktivt i stedet for reaktivt. Vi skal i bund og grund ikke fange banditter. Vi skal bare sikre pladsen, siger Casper Wilken.