I stedet for at lede regnvand til kloakker kan det bruges til vanding af træer og planter til nye grønne byområder.

Skybrud og store mængder regnvand kan få store konsekvenser både for den enkelte borger, men også veje og ødelagte marker.

For at imødekomme de store mængder regn benytter man blandt andet LAR-løsninger - altså afleder vandet lokalt, men de store mængder regnvand også have merværdi. Det mener landskabsarkitekt Bjørn Ginman fra SLA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan bruge vandet til at skabe natur med og dermed etablere nye grønne områder i byerne, siger han.

Forurening er en udfordring

Dog er der særlige hensyn at tage, når man skal genbruge regnvand. Det skyldes byernes udfordring med forurening.

Det første regnskyl efter et par dage uden regn er oftest forurenet vejvand, som trækker skidt fra de tørre veje med, og den regn gavner ikke grønne beplantninger. Det gør det efterfølgende regnskyl derimod, som er langt mere rent. SLA har benyttet sig af løsninger som systemet "First flush-second flush", og KerbCells, der er en slusekonstruktion, hvor man kan lukke af for vandet. Her bliver første regnskyl ledt til en vejbrønd, der atter ledes til kloaksystemet. Når brønden er fuld, ledes andet regnskyl ud til bedene. Det grønne bymiljø bliver derved ikke belastet med forurenet vejvand, og rensningsanlægget bliver ikke belastet med rent vejvand.

Sluser til grønne bede

Brugen af KerbCells i byområder giver gode vækstbetingelser for træer og bede. KerbCells, som er en synlig slusekonstruktion, er udviklet til at regulere tilstrømning til LAR-anlæg, vejbede og plantehuller i de perioder, hvor veje og stier saltes. Om sommeren løber overfladevandet ind i sluserne, og vander bedene nedefra, og holder jorden fugtig, så planter og træer ikke tørrer ud, og om vinteren kan sluserne lukkes med et operatørhåndtag for at forhindre salt fra fortove og veje.

- Ryger der salt med ud i bedene, ja så dør planterne, og det handler om at få skabt de bedste plantemiljøer, og få dem til at holde længst muligt, forklarer Bjørn Ginman.