Skrivernæbbet ved Selsø i Hornsherred på Sjælland er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, og her har Skovdyrkerne Øerne udført tiltrængt naturpleje.

Vandrere på Skrivernæbbet ved Selsø i november og december var overraskede over at se motorsave, kratryddere og en grenknuser i fuld aktivitet. Det fortæller projektkonsulent Thomas Vestergaard-Nielsen fra Nationalpark Skjoldungernes Land. For der var flere, som henvendte sig i forhold til, om det nu også var tilladt at gribe ind i naturens gang, i og med at Skrivernæbbet er fredet. Men der var en mening med indgrebet.

- Krattet havde vokset sig så stort, at det skyggede for de mindre planter, fortæller projektkonsulenten, som suppleres af Faglig leder og Skovfoged René Didriksen fra Skovdyrkerne Øerne, som stod for den praktiske udførsel af naturplejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at udføre en delvis rydning af krat og træer, vil der igen blive skabt lysåbne områder, hvor de små arter kan bevares og brede sig. Det sikrer en høj artsrigdom og en mulighed for, at nogle af de mere sjældne planter kan trives, siger han.

Ved at udføre en delvis rydning af krat og træer, vil der igen blive skabt lysåbne områder, hvor de små arter kan bevares og brede sig.

Skovfoged René Didriksen

Skovdyrkerne Øerne

Slåen til sommerfuglen

Man er især opmærksom på sammenhængende partier af slåenkrat. De er vigtige at bevare af hensyn til sommerfuglen Guldhale. Den er kendt for at lægge æg på grene af slåen, og netop derfor er dele af slåenkrattet bevaret, ligesom man har sørget for at sikre plads til knopnellike, merian, dueskabiose og dunet vejbred.

Nationalparken havde ansøgt og fået tilladelse fra Frederikssund Kommune til den delvise rydning af krat og træer, ligesom Selsø-Lindholm Gods, der ejer jorden, bakkede op om projektet.

Naturplejen blev udført i netop november og december, for at forstyrre markfirbenet mindst muligt. Efterfølgende vil kreaturer fortsætte naturplejen ved at afgræsse området.