Oluf Bagers Plads bliver et levende og grønt åndehul midt i den fynske hovedstad.

Snart er det slut og Realdania By & Byg kan - efter to års arbejde - sætte punktum for anlæggelsen af Oluf Bagers Plads i Odense.

Pladsen skal bidrage til at genskabe slægtsbåndene mellem de historiske bymiljøer i Odense centrum, som anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade i 1960'erne skar over. Hvor der før susede 30.000 biler om dagen forbi, kan man inden længe nyde roen under trækronerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt åndehul i Odense

Pladsen bliver et grønt åndehul i hjertet af Odense, der bygger bro mellem byens fortid og fremtid.

Byrumsprojektet skal skabe et nyt, grønt og levende bytorv i Odense, hvor byens borgere og besøgende kan gå på café, shoppe og være en del af byens puls, der udfolder sig på pladsen, eller bare slå sig ned under trækronerne og nyde de smukke historiske bygninger og den moderne arkitektur, der omgiver pladsen.

Den nye plads skabes i et samspil mellem to nye bygninger ud til pladsen, det historiske Nørregade-kvarter, den historiske pakhusbygning i Oluf Bagers Mødrene Gård, det nye byggeri i Thomas B. Thriges Gade-projektet og den nye letbane.

Indvielse til marts

Udviklingen af Oluf Bagers Plads sker med afsæt i et forslag fra fynske Praksis Arkitekter, der i oktober 2016 vandt konkurrencen om at tegne den nye plads og de to nye bygninger. De nye bygninger og pladsen indvies den 22. marts.

Byrummet og de nye bygninger er en integreret del af det samlede Thomas B. Thriges Gade-projekt. Arealet er ejet af Realdania By & Byg, der også ejer Oluf Bagers Mødrene Gård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet er en del af Realdania By & Bygs arbejde med eksperimenterende nybyggeri og udvikling af byer for fremtiden.