Erfaringer fra tidligere samt et stærkt beredskab reddede Kolding fra større vandproblemer under Alfrida.

Grundig forberedelse var en af årsagerne til, at Kolding Kommune kunne snige sig nogenlunde uskadt fra stormen Alfrida, der leverede sit bud på en nytårsfest med oversvømmelser flere steder i Danmark. Det fortæller anlægs- og driftschefen i Kolding Kommune, Martin Sejersgaard-Jacobsen, til Grøn Teknik.

- Vi ved fra tidligere, at de prognoser, vi får fra DMI, kan være upræcise på grund af Koldings placering. For to år siden havde vi en storm, hvor prognoserne var skudt 30 centimeter for lavt, så den usikkerhed tog vi højde for i år, siger Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skulle vise sig at være en god beslutning. Vandet stod nemlig 30 centimeter højere.

- For to år siden havde vi en storm, hvor prognoserne var skudt 30 centimeter for lavt, så den usikkerhed tog vi højde for i år,

Martin Sejersgaard-Jacobsen, anlægs- og driftschef i Kolding Kommune.

3500 sandsække

Fordi man tog sine forholdsregler, blev klimaberedskabet imidlertid sat i værk og allerede 31. december var arbejdet med at placere sandsække rundt omkring i Kolding i gang.

- 130 mand fra entreprenørafdelingen og beredskabet blev sat i gang og fyldte i alt tre et halvt tusinde sandsække. I og med at vi tog varslingerne meget alvorligt, var vi godt forberedte og var med hele tiden. Vi prøvede det for to år siden, så vi kendte stederne der kunne blive problematiske, siger Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Mellem 40 og 50 medarbejdere fra kommunens entreprenørafdeling var travlt beskæftiget i indsatsen, der foregik i samarbejde med beredskabet og spildevandsselskabet BlueKolding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tager erfaringer med til næste storm

Som ved sidste storm, vil man efter denne storm også foretage en evaluering. For to år siden var der nogle steder, der rendte over. I år måtte en vej lukkes i lidt over fire timer.

- Vi tager erfaringerne fra denne storm med i en evaluering. Vi har blandt andet lært, at der er stor sandsynlighed for usikre prognoser, og så har vi fundet nogle små svagheder rundt omkring som vi skal have justeret i en kommende situation, siger Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Imens det blot var få områder, der måtte spærres af fra kommunens side, så ser det straks værre ud for private ejendomme og sommerhusområder langs kysten. Her er der risiko for vandskader, men Kolding Kommunes entreprenørafdeling red stormen af i god ro og orden.