På Grøn Teknik har vi spurgt flere af branchens store aktører om, hvad der kendetegnede 2018 - og hvad de forventer af 2019.

Danske Anlægsgartnere har haft et år i uddannelsens tegn. Det er svært at få nok hænder for medlemsvirksomhederne, og det har præget 2018. Vi har stillet to spørgsmål om 2018 og et enkelt om 2019 til Michael Petersen, der er direktør i DAG.

Hvad har for dig og din organisation/virksomhed kendetegnet 2018?

2018 har for alvor stået i uddannelsens tegn. Ligesom i andre brancher har vores medlemmer haft store udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er altid positivt, når det politiske niveau udviser lydhørhed overfor de organisationer, som hver dag beskæftiger sig med området.

Michael Petersen, direktør i DAG.

Derfor er vi i færd med at rulle en længerevarende kampagne ud for at få flere unge til at vælge anlægsgartnerfaget og oplever faktisk en stor lydhørhed hos både medier og de væsentligste interessenter i den grønne verden.

Desuden blev 2018 året, hvor den grønne branche for alvor fik fælles fodslag. Det skete, da Danske Landskabsarkitekter, Park- og Naturforvalterne, Landskabsrådet, Danske Anlægsgartnere og Danske Planteskolder gik sammen i den danske del af det EU-støttede projekt Green Cities, der skal sikre mere og bedre bynatur.

Har enkeltstående begivenheder haft en særlig betydning?

Af enkeltbegivenheder var det et markant lyspunkt, at undervisningsministeren Merete Risager endte med at lytte til vores argumentation og valgte at droppe den dimensionering af anlægsgartneruddannelsen, som ellers blev indført tidligere på året.

Det er altid positivt, når det politiske niveau udviser lydhørhed overfor de organisationer, som hver dag beskæftiger sig med området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den vejrmæssige front oplevede vi en historisk varm og tør sommer, der gjorde det svært for vores medlemsvirksomheder at få plantet i haver og grønne områder, men heldigvis kom efteråret stærkt tilbage med tilpas regn og fint vejr til at arbejde.

Hvad forventer du af 2019?

2019 kommer godt fra start, det er lykkedes os at få etableret en Green Cities-konference omkring bynatur på Christiansborg onsdag den 9. januar med solid deltagelse, også fra politisk hold.

Som repræsentant for Danske Anlægsgartnere og bestyrelsesmedlem i Have & Landskab ser jeg naturligvis også meget frem til at Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche - Have & Landskab, som endnu engang samler en masse fagfolk i Slagelse i august 2019.

Til sidst må jeg bare konkludere, at der var godt gang i hjulene i 2018, og at vi forventer, at de gode toner på markedet fortsætter i 2019.