En stor sommerrenovering i maj måned har gjort forskellen på MCH Arena, selvom banen i foråret også var Danmarks bedste.

FC Midtjylland har efterårets bedste bane i den danske Superliga. Anførerne fra de 14 klubber har hver især vurderet hver enkelt bane efter en kamp på en skala fra et til fem. Græsset på FC Midtjyllands hjemmebane MCH Arena fik et gennemsnit på 4,50 og vandt foran Blue Water Arena i Esbjerg og Brøndby Stadion.

Sejren kommer efter en voldsom sommerrenovering, som startede i maj. Dagen efter, at FC Midtjylland havde drukket champagne som danske mestre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi topskar samtlige 8500 kvadratmeter og fjernede de øverste 2,5 centimeter. Vi fjernede simpelthen hele tørven, siger Anders Nielsen, der er stabsleder for Drift og Service i Herning Kommune.

- Banen havde en del lunker og toppe, som vores almindelige vedligeholdelse med vertikalskæring og topdressing ikke kunne klare.

Stabsleder Anders Nielsen
Herning Kommune

Det er dog som bekendt kun halvdelen af sæsonen, der er spillet. Til sommer uddeles "Den Gyldne Greb" for Danmarks bedste bane. Her er MCH Arena forsvarende mestre.

- Vi har et højt grundniveau. Høj kvalitet handler om at hæve niveauet, og det er det, der er svært. Alle kan grundlæggende lave fodboldbaner i sommerhalvåret. Men man skiller fårene fra bukkene fra 1. oktober til 1. april. Der skal man være fast besluttet på, hvor man vil hen, og planlægning og engagement går hånd i hånd, siger Anders Nielsen.

Ukrudt og ujævnheder

Sommerrenoveringen kom på grund af tre ting. Ujævnheder, ukrudt og så fordi der i den øverste halvanden centimeter havde lagt sig en del organisk materiale, der dannede et hængende vandspejl, så vandgennemstrømningen stoppede. Det ødelagde banens kvalitet og gjorde, at man ikke kunne få den rigtige roddybde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Banen havde en del lunker og toppe, som vores almindelige vedligeholdelse med vertikalskæring og topdressing ikke kunne klare. Ujævnhederne kommer snigende over lang tid, og på et tidspunkt bliver man nødt til at topskære, siger Anders Nielsen.

Med hensyn til ukrudt var det især den enøjede rapgræs, der drillede. På et tidspunkt var der hele 25 rapgræs i banen.

- Vi kunne fjerne den enøjede rapgræs og så vores rajgræs i. Rapgræsset kommet frem, når banen bliver slidt, og den har en helt særlig evne til at sætte frø ved en lav klippehøjde, siger Anders Nielsen.

Skal gøres hvert andet år

Til sommer er den samme tur ikke planlagt. Det er den til gengæld i 2020.

- Planen er, at den her renovering skal foregå hvert andet år. Men FC Midtjylland vil gerne bruge banen i opstartsfasen, og der må vi bare sige, at det ikke kan lade sig gøre. Når den er blevet topskåret, skal den have otte til ni ugers total ro, siger Anders Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fodboldholdet holder for tiden juleferie og skal først spille deres næste Superliga-kamp d. 11. februar. Den første kamp på hjemmebane i 2019 bliver præcis en uge senere, hvor AaB kommer på besøg.