Lodsejer mener, staten skal betale for skader, som gnaverne har forvoldt på hans ejendom.

I dag er bæverne fra Klosterheden Plantage på anklagebænken i Vestre Landsret.

Lodsejer Find Andersen-Fruedahl fra Møborg mellem Lemvig og Holstebro mener, at staten er erstatningspligtig for de skader, bæverne har forvoldt på hans ejendom. Det skriver DR Midt & Vest. Senest tabte Find Andersen-Fruedahl dog sagen mod Miljøstyrelsen ved byretten i Holstebro, men han er optimist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er sikker på, at vi vinder den sag. Det er jeg helt overbevist om, siger lodsejeren.

Mangel på respekt

Find Andersen-Fruedahl ejer 13 hektar jord ved Møborg, som han har plantet til med sitka, fyr og rødbøg.

Men bæverne er ikke meget for at respektere den private ejendomsret. Ifølge Find Andersen-Fruedahl har bæverne fældet tusindvis af træer og forårsaget store oversvømmelser.

Bæveren uddøde i Danmark for mere end 1000 år siden, men i 1999 blev arten genindført og i første omgang blev 18 bævere sat ud i Flynder Å-systemet ved Klosterheden mellem Holstebro og Lemvig. I dag er der mindst 100 bævere i området. Find Andersen-Fruedahl kræver mindst 300.000 kroner af Miljøstyrelsen, som i dag er myndighed på området.