Det er dyrt at fælde kommunale træer uden tilladelse. Det måtte en ivrig træ-fæller fra Ringsted fornyligt sande.

Det kan være irriterende, når træer kaster større skygger på ens grund end ønsket.

Dog kan man ikke bare tage hverken sagen eller saven i egen hånd og nedbarere de grønne, bebladede sol-afskærmninger. Det kan nemlig blive dyrt. Det måtte en herre fra Ringsted fornyligt sande, da han blev idømt betinget fængsel i 14 dage på ryggen af et forlig til 78.000 kroner efter i 2017 at have foranlediget fældning af et træ med en skønnet værdi på 124.430 kroner eksklusiv moms ifølge Køge Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

40 år var værdien

Ved fastsættelsen af beløbet lagde kommunen vægt på, at træet var cirka 40 år gammelt, og at der skulle betales cirka 82.500 kroner for et nyt træ og herefter anvendes tid på rodfræsning, udlægning, transport, gravning af plantehul, påsætning af vandingspose og etableringspleje i fire år.

En udskrift fra dommen, der er afsagt ved retten i Roskilde, viser, at fældningen ikke er sket helt uden om kommunen. Det startede allerede i 2011.

Politiet gik videre

I 2011 henvender herren i centrum sig for første gang til kommunen med et ønske om at fjerne bemeldte træ. Korrespondencen kulminerer som nævnt i 2017.

Her modtager en kommunal medarbejder en mail med et ønske om yderligere dialog om fældning af træet. Kommunen nåede dog ikke at reagere på den dømtes henvendelse, før træet blev fældet.

Efter at Køge Kommune havde indgået forlig med tiltalte, sendte kommunen efter aftale med tiltalte en mail til politiet om, at kommunen ikke havde behov for, at der blev ført en straffesag mod den nu dømte. Det fremgik dog også af forligsaftalen, at det var anklagemyndighedens suveræne beslutning, om der skulle rejses tiltale, hvad der i sidste ende endte med at blive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forud for tiltalerejsningen var sagen forsøgt gennemført som en tilståelsessag, men tiltalte kunne ikke erkende sig skyldig.