Deere & Company har netop fremlagt et årsregnskab med vækst over hele linjen - særligt indenfor skov- og entreprenørmaskiner.

Deere & Company - koncernen bag John Deere - fik en omsætningsfremgang i det seneste regnskabsår, der blev afsluttet den 29. oktober, på 26 procent til 37,358 milliarder dollar.

Driftsresultatet blev også stærkt forbedret fra 3,6 milliarder dollar til 4,5 milliarder dollar - en stigning på 25 procent. Efter skat og blandt andet valutakursreguleringer blev resultatet 2,37 milliarder dollar - en stigning på 10 procent i forhold til foregående regnskabsår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremgangen er sket inden for alle koncernens forretningsområder, men den mest markante fremgang er inden for forretningsområdet entreprenørmaskiner og skovmaskiner, hvor fremgangen var hele 78 procent fra 5,7 milliarder dollar til 10,2 milliarder dollar. Her er forklaringen en succesfuld integration af selskabet Wirtgen, som beskæftiger sig med vejbyggeri.

Skov trækker op

Inden for forretningsområdet landbrugsmaskiner samt have- og parkmaskiner har omsætningsfremgangen i 2018-regnskabet været 15 procent. Her blev omsætningen i alt 23,2 milliarder dollar.

Forventningen til 2019-regnskabet er yderligere vækst i indtjeningen på baggrund af en forventet omsætningsfremgang på syv procent.

Deere & Company angiver avanceret teknologi og positive tilbagemeldinger fra kunderne som en del af forklaringen på det solide salg.

- Joh Deere har afsluttet endnu et solidt år, hvor selskabet har nydt godt af yderligere forbedringer af markedsforholdene og favorable reaktioner fra kunderne på John Deeres avancerede produkter, siger John Deere-topchefen, Samuel R. Allen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver, at fremgangen er sket, selvom John Deere fortsat oplever pres på omkostningerne ved indkøb af blandt andet stål.

- Vi har håndteret udfordringen ved prisinitiativer og en løbende fokusering på at styre omkostningerne, siger Samuel R. Allen.

Selskabets resultater er baggrunden for, at det også har været muligt at foretage investeringer i nye produkter, services og teknologier.