Københavns nye 23.000 kvadratmeter store park i Grønttorvsparken i Valby får i alt 250 træer.

På det historiske Grønttorv i Valby spirer lige nu en ny bydel frem, der bindes sammen af en 23.000 kvadratmeter stor park omkranset af 2.300 boliger.

Siden første spadestik i 2016 er 568 af dem allerede taget i brug, og der er også liv på tagene i taghaverne og i væksthusene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rammen om fællesskaber

Den første café er åbnet, og inden længe åbner det første fælleshus med lokaler, der sammen med de mindre fælleshuse rundt om i bydelen, giver beboerne mulighed for at samles i fællesskaber. Byrummene er således ved at blive etableret i den nye, grønne bydel, som projektudvikleren FB Gruppen A/S står bag.

- Som bygherre udvikler vi Grønttorvet med hjertet. Hjertet giver energi og liv til bydelen. For uden liv ingen bydel. Det er livet mellem husene, i gårdene og i den nye park, der skaber den gode bydel. Parken er Grønttorvets grønne hjerte. Og det er i dag, vi sætter hjertet i gang, sagde adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S i sin tale ved ceremonien forleden, hvor beboere, gartnere og politikere var mødt op for at plante de første seks træer.

Park i to etaper

- I dag er det blommetræer vi planter. De efterfølges af æble og pæretræer her i den sydlige del. Den nordlige del af Grønttorvsparken, der hvor der fortsat står noget af den gamle Grønttorvshal, etablerer vi i 2021. Vi ser frem til at høste de første frugter næste efterår. Og lad os så komme i gang med at plante, sagde han.

Det var arkitekterne fra 1:1 Landskab, der i 2016 vandt det parallelopdrag, som var udskrevet for at finde det bedste forslag til den nye park. Bedømmelsesudvalget lagde dengang vægt på, at vinderforslaget formår at integrere områdets historie med en tydelig fremtidsvision.